Har du forståelse for tal og interesse for økonomi? Er du samtidig ambitiøs og motiveret for at lære? Så er en elevplads i Repenso noget for dig.
Repenso er en økonomi- og rådgivningsvirksomhed, der hjælper andre virksomheder med opbygning, udvikling og drift af deres økonomifunktion. Vi hjælper vores kunder med at få overblik over økonomien og opnå en højere økonomisk og administrativ bevidsthed. Vores kunder er primært små- og mellemstore virksomheder i Danmark og Grønland, som vi hjælper med bl.a. bogføring, økonomistyring og regnskab.
En elevtid der klæder dig på til fremtiden
Vi søger nu en elev til vores kontor i Skanderborg, hvor vi pt. er 11 medarbejdere. Som elev vil du stifte bekendtskab med økonomien i mange forskellige typer virksomheder. Fagligt vil din opgaveportefølje spænde bredt efterhånden som din oplæring skrider frem, og du vil i løbet af din elevtid blive klædt på til at varetage alle økonomifunktionens arbejdsopgaver.
Du vil altid løse dine opgaver i samarbejde med en eller flere kollegaer. I takt med, at du bliver mere fortrolig med opgaverne, vil du med tiden få mere selvstændigt ansvar.
I løbet af elevtiden vil der primært være fokus på følgende:
Finansbogholderi
Debitor- og kreditorhåndtering
Lager, indkøb og logistik
Afstemning, controlling og kvalitetssikring
Budget, rapportering og modelarbejde i Excel
Løn og lønbogholderi
Økonomisystemer og relevante subsystemer
Økonomielev med nysgerrighed og god forståelse for IT
Vi forventer, at du er nysgerrig, ambitiøs og orienteret imod en karriere inden for økonomistyring. Vi håber, at du er drevet af din interesse for økonomi og lysten til at blive klogere. Derudover ser vi gerne, at du:
har god forståelse for IT og har let ved at sætte dig ind i nye systemer
har gode evner i matematik og erhvervsøkonomi
har erfaring med Excel og resten af Office pakken
er nysgerrig og videbegærlig
tager medansvar for egen karriere og læring
er venlig, omgængelig og samarbejdsorienteret
har en grundig og struktureret tilgang til opgaverne, kender til egne begrænsninger og ikke er bange for at spørge om hjælp
har lyst til nye udfordringer og lyst til at give den en skalle, når der er ekstra travlt.
For at kvalificerer dig til elevpladsen skal du desuden have afsluttet – eller forvente at afslutte - en HHX eller en EUX.
Din udvikling og karriere i Repenso
Vi tilbyder vores kommende elever et karriereforløb, der rækker langt ud over elevtiden. Efter din kontoruddannelse håber vi, at du har lyst til at gå skridtet videre og blive i Repenso, mens du tager uddannelsen HD i Regnskab og økonomistyring, hvortil Repenso vil afholde udgifterne. På den måde tilbyder vi en vidtrækkende uddannelse og et udviklende karriereforløb.
Et rummeligt og tillidsfuldt arbejdsfællesskab
I Repenso har vi en flad struktur og en fleksibel og tillidsbaseret kultur, der giver frihed under ansvar. Vi er rummelige og favner forskelligheder. Det betyder bl.a. at du kan komme som du er og at din mening og dit input er værdsat. Vi er en arbejdsplads, der sætter en ære i at møde vores medarbejdere som hele mennesker - fordi det er den bedste vej til trivsel, engagement, udvikling og resultater. Vi er i alt 13 kollegaer, hvoraf 11 sidder i Skanderborg, 1 på Sjælland og 1 i Ilulissat i Grønland. Som elev vil du få tilknyttet en erfaren kollega, som vil støtte og følge din udvikling i elevtiden.
Løn og arbejdstid
Din arbejdstid vil være 37 timer om ugen, naturligvis med undtagelse af de uger, hvor du er på skole. Din løn følger lønsatserne for elever ifølge Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv og HK/Privat.
Ansøgning og kontakt
Hvis ovenstående har vakt din interesse og du kan se dig selv som en godt match med Repenso, vil vi glæde os til at modtage din ansøgning på job@repenso.dk. I ansøgningen må du gerne skrive lidt om dig selv, dine erfaringer og hvorfor du gerne vil være økonomielev hos Repenso. Vedlæg gerne CV og eksamensbeviser.
Ansøgningsfristen er fredag d. 27. marts 2026. Vi holder samtaler løbende indtil vi finder den rette elev til stillingen, og vi opfordrer derfor til, at du søger hurtigst muligt. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte HR-konsulent Nina Skovgaard Brandtoft på nina@repenso.dk eller på +45 26824046.
Elevpladsen har opstart d. 1. september 2026.
Læs mere om Repenso på www.repenso.dk