Er du en administrativ blæksprutte? Har du evnen til at have flere bolde i luften på samme tid? Formår du at holde fokus på detaljen, og arbejder du grundigt og struktureret? Så er det dig, vi leder efter! Vi er stedet for dig, der gerne vil gøre en markant forskel i unges liv. Din uddannelsesbaggrund kan være administrationsbachelor, kontoruddannelse el.lign. - men vigtigst er dine administrative kompetencer og lyst til at indgå i en kultur, hvor alle bidrager til elevernes udvikling. Du bliver en del af vores fællesadministrative team, der alle bidrager til at løfte unge tættere på ungdomsuddannelse eller job.
Vores fælles opgave
FGU Midt- og Østsjælland tilbyder den forberedende grunduddannelse (FGU) for unge under 25 år. Vi styrker elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer, så de kan gennemføre uddannelse eller finde job. Som studieadministrativ medarbejder udvikler du administrative procedurer, der støtter eleverne bedst muligt.
FGU er for unge, der har brug for en alternativ vej i uddannelsessystemet. Vi styrker elevernes trivsel, udvikling og faglige niveau og hjælper dem med at tage ansvar for deres liv. Vi arbejder for at skabe et sundt og trygt miljø, hvor medarbejdernes trivsel er afgørende for elevernes succes.
Vores løfter til eleverne
Vi har udviklet et pædagogisk grundlag og fem løfter til eleverne, som alle medarbejdere arbejder ud fra. Løfterne skal bidrage til at skabe en fælles kultur og sikre en positiv og støttende skoleoplevelse for alle elever.
· Jeg lover at møde dig med et smil hver dag og gøre, hvad jeg kan, for at din skoledag bliver både sjov og lærerig.
· Jeg lover at viske tavlen ren hver dag og lægge de dårlige valg, du og jeg traf i går, bag mig.
· Jeg lover at gøre, hvad jeg kan, for at din tid på FGU bliver din bedste skoletid.
· Jeg lover, at jeg aldrig vil opgive at hjælpe dig med at blive den bedste udgave af dig selv.
· Jeg lover, at jeg vil støtte dig i at nå de mål, du sætter dig, og opnå succes i eget liv.
Det er vigtigt for os, at du har lyst til at arbejde med løfterne til vores elever. Selvom du ikke har en pædagogisk opgave, forventer vi, at du bistår dem loyalt i handling og adfærd.
Dine primære opgaver
Som studieadministrativ medarbejder bliver du en del af et lille administrativt team i et fagligt miljø med høj puls og mange forskelligartede opgaver. Hos os kommer du til at løse en bred vifte af opgaver lige fra studieadministrativ service, vejledning om Ungdomskort og boligstøtte, oprettelse af elevforløb, indberetning af årselever (ÅE), udarbejdelse af statistiker til ledelsessupport. Dertil kan du forvente en række administrative opgaver på tværs af vores tre afdelinger. Du får en hverdag med mange kontaktflader og med fingrene dybt begravet i en lang række systemer.
Som en del af dine opgaver vil du også bistå skolens prøveansvarlige med at planlægge og koordinere prøver samt hjælpe med den administrative del af prøveafviklingen. Dette indebærer bl.a. at sende censorbreve, lave rækkefølgelister og udarbejde karakterlister.
Om du er nyuddannet eller har mange år på bagen, er ikke så vigtigt, men vi forventer, at du:
· har udpræget forståelse for opgaver inden for uddannelsesadministration
· hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver og IT – systemer.
har et solidt kendskab til Office-pakken (især Excel og Word)
· er dygtig, engageret og har et administrativt servicegen i særklasse
· er struktureret, kan bevare overblikket og det gode humør også i en hverdag med mange afbrud i det daglige arbejde
· er kvalitetsbevidst og kan overholde deadlines
· motiveres af teamsamarbejde og vil være med til at levere en sammenhængende studieadministrativ service
· bidrager positivt til fællesadministrationens arbejde med at skabe og fastholde en god trivsel og godt arbejdsmiljø
Studieadministrativ erfaring fra sammenlignelige uddannelsesinstitutioner samt kendskab til Studie + vil være en fordel, men er ikke et krav.
Hvad vi tilbyder dig
Vi tilbyder en studieadministration fordelt på tre lokationer, hvor du bliver en del af et tæt tværfagligt samarbejde med ledelse, faglærere, almenlærere, vejledere og administrative kolleger. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor alles bidrag til den fælles opgaveløsning bliver set, hørt og anerkendt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker afhængig af uddannelse og kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation.
Stillingen er på 30-37 timer ugentligt inkl. frokost
Arbejdssted: FGU Midt- og Østsjælland driver tre skoler i Køge, Ringsted og Faxe.
Primært arbejdssted vil være på skolen i Køge.
Send din ansøgning
Send din motiverede ansøgning med vedhæftet CV og eksamenspapirer via nedenstående link. Vi skal have din ansøgning i hænde senest d. 26. marts 2026 kl. 12.
Vi holder løbende samtaler og ønsker stillingen besat hurtigst muligt.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Økonomi- og Administrationschef Renata Hobel, som stillingen refererer til på mail: rh@fgumidt.dk eller telefon: 42 13 53 01.
Du kan læse mere om FGU Midt- og Østsjælland på institutionens hjemmeside: fgumidt.dk
FGU Midt- og Østsjælland opfatter forskellighed som en styrke og opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold.
FGU Midt- og Østsjælland er en uddannelsesinstitution med skoler i Køge, Ringsted og Faxe. Vores formål er at løfte uddannelsesniveauet i kommunerne Køge, Ringsted, Faxe, Stevns og Sorø for alle unge under 25 år. Vi forventer 400 årselever og 73 medarbejdere.
| Firma | S/I FGU Midt- og Østsjælland Følg |
| Kontaktperson | Renata Hobel |
| Arbejdsadresse | Klemmenstrupvej |
| Postnr.: | 4600 |
| Kommune | Køge |
| Telefonnr. | 42135301 |
| rh@fgumidt.dk | |
| Ansøgningsfrist | 26/03/2026 |