Vil du arbejde med 3D, tegninger og teknisk dokumentation tæt på anlægsprojekter? Og motiveres du af at få projekteringsopgaver til at fungere i praksis – fra kontor til byggeplads? Så er det måske dig, vi søger til vores afdeling i Lystrup.
Om jobbet
Vi ønsker at hjemtage tegningsopgaver, som i dag løses af eksterne leverandører. Derfor søger vi en profil, der kan være med til at opbygge og styrke denne funktion internt.
Dine opgaver vil i starten være knyttet til projektering af støjskærmsprojekter. Har du lyst og kompetencer til mere, vil der også være mulighed for at blive involveret i projektering af større anlægs- og vejprojekter.
Arbejdet udføres fra kontoret i Lystrup og på de byggepladser, der er knyttet til projekterne. Rollen passer godt til dig, der trives med teknisk fordybelse, struktur og tæt samarbejde med projektorganisationen.
Dine primære opgaver:
– Navigere i 3D-modeller og lave udtræk fra disse
– Tegne konstruktioner i 3D i fx OpenRoads Designer, Tekla Structures eller lignende programmer
– Udarbejde produktionstegninger
– Styre kvalitetsdokumentation i Inspectly, så projektets krav bliver opfyldt
– Holde struktur i sagsstyring, herunder ajourføring af tegninger og dokumenter
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du også har lyst til at arbejde med maskinstyring og mindre indmålinger med GPS i marken.
Hvad får du hos Arkil
Du får en rolle med stor betydning for den tekniske kvalitet og det daglige overblik i projekterne. Samtidig bliver du en del af en afdeling, hvor du får mulighed for at være med til at opbygge og udvikle denne funktion internt.
Derudover får du:
– en hverdag tæt på både kontor og projekter
– mulighed for at arbejde med 3D, tegningsmateriale og teknisk dokumentation i praksis
– opgaver med udgangspunkt i støjskærmsprojekter og mulighed for at blive involveret i større anlægsprojekter
– et fagligt miljø med fokus på kvalitet, samarbejde og udvikling
Dine kvalifikationer
Vi forestiller os, at du:
– Har en relevant teknisk baggrund, fx som ingeniør, tekniker, konstruktør eller lignende
– Har erfaring med 3D-modeller, tegningsmateriale og teknisk dokumentation
– Arbejder struktureret og trives med at skabe overblik i komplekse projekter
– Har blik for kvalitet, detaljegrad og sammenhæng i projektmaterialet
– Trives i samarbejdet med projektledelse, produktion og øvrige samarbejdspartnere
Det er en fordel, hvis du har erfaring med OpenRoads Designer, Tekla Structures, Inspectly eller lignende værktøjer, men det er ikke et krav.
Ansøgning
Vi søger indtil stillingen er besat, og indkalder løbende til samtale eller senest umiddelbart efter ansøgningsfristen den 7. august 2026.
Vi opfordrer derfor til, at du uploader dit CV hurtigst muligt via ansøgningsknappen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Leif Thomsen på 40 35 19 63.
Om Arkil
Arkil prioriterer sikkerhed højt og efterlever virksomhedens værdier om høj faglighed og ordentlighed for at sikre en stabil, sund og fremtidssikret forretning.
Arkil er en af Danmarks største entreprenørvirksomheder med 2.300 ansatte, aktiviteter i flere lande og en omsætning på over 4,9 milliarder kr. I Danmark udfører vi entreprenørprojekter over hele landet, og vi arbejder sammen med både offentlige og private bygherrer samt rådgivere. Igennem mere end 85 år har vi sat solide aftryk på infrastrukturen i de lande, vi opererer i – og det bliver vi ved med.
| Firma | Arkil A/S Følg |
| Kontaktperson | Leif Thomsen |
| Kommune | Aarhus |
| Telefonnr. | +4540 35 19 63 |
| Ansøgningsfrist | 07/08/2026 |