Velfærds-Danmark er i reform-storm. Ældrereform, sundhedsreform, uddannelsesreform. På Social- og Sundhedsskolen Fyn vil vi ikke bare tilpasse os alt det nye. Vi vil være aktive medskabere af fremtidens uddannelseslandskab og centrale aktører i at sikre professionel tyngde og robusthed hos elever og medarbejdere på de store velfærdsområder på Fyn.
Derfor søger vi nu en uddannelsesleder til en nyetableret enhed, der samler vores Videreuddannelse og vores aktivitet og indsatser inden for dansk som andetsprog. Den nye enhed skal favne bredt, men samtidig skabe sammenhæng i nogle centrale strategiske målsætninger:
- Vi skal levere attraktiv videreuddannelse til SOSU-assistenter og
- hjælpere samt pædagogiske assistenter, som skal opkvalificeres til en ny virkelighed med mere komplekse opgaver og krav om tværfaglighed, decentral faglig beslutningskraft og velfærdsteknologisk parathed. Samtidig skal vi fortsat tilbyde solid videreuddannelse inden for de klassiske SOSU-faglige og pædagogiske discipliner.
- Vi vil - blandt andet gennem AMU-systemets muligheder - udvikle gode rekrutteringsveje til vores uddannelser for potentielle elever, der mangler dansksproglige eller andre almene kompetencer. Dette skal ske i samarbejde med sprogskoler, kommuner og andre relevante aktører.
- Vi skal positionere os til en fremtid med flere elever, der har dansk som andetsprog, og som skal nå samme høje faglige standard som alle andre elever. Med udgangspunkt i skolens ressourceorienterede sprogstrategi skal vi fortsat kapacitetsopbygge til at integrere sprogstøtte i uddannelserne og koble indsatsen til skolens øvrige studiestøttende aktiviteter
- Vi vil sikre en stærk kobling af enhedens aktiviteter til vores grunduddannelser. Det kompetencebehov, som afspejles i aftagernes efterspørgsel på videreuddannelse, skal flyde tilbage til og styrke grunduddannelserne. Samtidig skal elever og kursusdeltagere opleve en stærk rød tråd mellem forforløb, grunduddannelser og videreuddannelse, hvor skolens fælles pædagogiske grundlag træder klart og genkendeligt frem.
Det er selvfølgelig en fordel, hvis du har kendskab til både uddannelser og velfærdssektor og er hjemmevant i AMU, EUD, VEU og andre fancy forkortelser. Det vigtigste er dog, at du:
- har drivkraft og engagement til en stor udviklingsopgave med mange berøringsflader, men også analytiske redskaber til at sikre konceptudvikling, datainformeret opfølgning og sikker drift
- kan orientere dig mod et uddannelsesmarked med interessenter og samarbejdspartnere både lokalt, regionalt og nationalt
- kan skabe et stærkt pædagogisk miljø på alle fløje i enhedens uddannelsesaktiviteter, hvor underviserne oplever mulighed for faglig og didaktisk sparring, inspiration og udvikling
- forstår og magter kompleksiteten i at være både eksternt orienteret udviklingsmotor og dybt infiltreret i skolens daglige drift - og kan levere den stamina, det nogle gange kræver
- er en stærk teamplayer og står solidt i dit lederskab - med et varmt hjerte, et koldt hoved og masser af is i maven.
Du bliver i udgangspunktet personaleleder for 16 dedikerede og fagligt stærke medarbejdere, og som uddannelsesleder på Social- og Sundhedsskolen Fyn får du lederkolleger på tværs af tre skoler med mange forskellige faglige baggrunde. Du bliver en del af et alsidigt og udviklingsorienteret arbejdsmiljø, hvor vi har store ambitioner for vores uddannelser, vores elever og os selv. Her går vi op i, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og vi stræber efter at være modige sammen, fordi vi tror på, at vi altid - ALTID - kan blive bedre.
Vi forventer, at du har:
- erfaring fra uddannelsessektoren med grundforståelse for, hvordan en skole fungerer
- ledelseserfaring samt mod og ydmyghed til at arbejde med dit personlige lederskab
- gejst til at indgå i et tæt, udviklende og forpligtende samarbejde med skolens øvrige ledelse om at skabe en målrettet læringsorienteret skolekultur.
Vi tilbyder dig:
- et vigtigt job i en dynamisk organisation med en uformel omgangstone, god stemning og højt til loftet
- en ambitiøs arbejdsplads, der arbejder med professionalisme som bærende værdi og stræber efter at sætte høje standarder for alt, hvad vi laver
- en udviklingsopgave, som vil sætte spor i det fynske velfærds- og uddannelseslandskab.
Du vil referere til uddannelseschefen, som har det overordnede ansvar for skolens uddannelser.
Ansættelse pr. 1. marts 2026 med primært tjenestested på vores skole i Odense. Stillingen er en fuldtidsstilling på uden højeste tjenestetid.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og aftaler:
- LC/CO10 fællesoverenskomsten https://cirkulaere.medst.dk/love-regler-og-aftaler/cirkulaerer/2025/februar/012-25-cirkulaere-om-faellesoverenskomst-mellem-finansministeriet-og-laerernes-centralorganisation-og-co10-centralorganisationen-af-2010-lcco10-faellesoverenskomsten/
- Organisationsaftale for ledere og lærere ved SOSU-skoler https://cirkulaere.medst.dk/love-regler-og-aftaler/cirkulaerer/2025/april/054-25-cirkulaere-om-organisationsaftale-for-ledere-og-laerere-ved-institutioner-for-erhvervsrettet-uddannelse-der-udbyder-de-grundlaeggende-social-og-sundhedsuddannelser-herunder-sosu-skoler/
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte uddannelseschef Charlotte Sigurdsson på telefon 61 61 35 02. Du er velkommen til at ringe hen over julen.
Vil du vide mere om skolen, kan du besøge skolens hjemmeside www.sosufyn.dk
Ansøgningsfristen ermandag den 5. januar 2026 kl. 12.00. Din ansøgning med CV og relevante bilag sendes elektronisk via linket på denne side.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag den 9. januar 2026 i Odense. Eventuel 2. samtale afholdes onsdag den 14. januar 2026.
Generelt om skolen
Social- og Sundhedsskolen Fyn er en statslig selvejende erhvervsskole med aktiviteter i Odense, Middelfart og Svendborg. Vi udbyder de SOSU-faglige uddannelser, den pædagogiske assistentuddannelse, den gymnasiale uddannelse EUX Velfærd samt videreuddannelse til social- og sundhedsprofessionelle. Skolen har ca. 200 medarbejdere og en aktivitet på omkring 1000 årselever. På Social- og Sundhedsskolen Fyn er arbejdsdagen røgfri, og vi forventer, at alle medarbejdere bidrager aktivt til, at vi er en røgfri skole. Social- og Sundhedsskolen Fyn ønsker at afspejle det omgivne samfund og opfordrer alle kvalificerede - uanset personlig baggrund - til at søge stillingen.