Vil du kickstarte din karriere som kontorelev ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse? Er du klar til at starte en kontoruddannelse, hvor du får ansvar, udvikling af dine kompetencer og bliver en del af et stærkt fællesskab?
Om os Vi er en arbejdsplads, hvor kvalitet og samarbejde er i højsædet.
Vi har ansvaret for at indkøbe alt det materiel Forsvaret skal bruge. Det gælder alt fra indkøb og drift til bortskaffelse. Vi er en mangfoldig arbejdsplads med godt sammenhold, hvor opgaven og trivsel er i fokus. Vi sætter pris på de nysgerrige spørgsmål, da de er med til at udvikle os og forbedre hvor vi kan. Vi har et unikt militært islæt med uniformerede kollegaer og traditionsrige begivenheder som nytårsparole og flagdag.
Om stillingen Som kontorelev hos os vil du komme vidt omkring. Du får mulighed for, at løse forskellige opgaver og arbejde på tværs af afdelinger. Du arbejder tæt sammen med både kollegaer og ledere og får en alsidig hverdag, hvor du lærer, hvordan administration fungerer i praksis i en større offentlig organisation. Du vil komme rundt i 3 forskellige afdelinger, der har hver sin opgaveportefølje som du bliver en del af.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Planlægning og deltagelse i møder
- Rejsebooking
- Administrere Indkøb
- Opgaver i forskellige systemer, som SAP, Workzone osv.
- Varetage ad hoc-opgaver, der gør hverdagen for dine kolleger nemmere
Uddannelsen varer to år og kombinerer praktisk oplæring med fast tjenestested i Ballerup og med målrettede skoleforløb på Niels Brock inden for dit valgte speciale - offentlig administration. Du kan også forvente en god og inspirerende studietur til Bruxelles arrangeret af Niels Brock. Vi har derudover et stort elevnetværk, der bruger hinanden i sparring af viden, socialt samt fagligt.
Om dig Du er nysgerrig på administration og motiveres af at lære nyt. Du tager ansvar for dine opgaver, arbejder struktureret og har sans for kvalitet. Med dit engagement og din positive tilgang bidrager du til et godt samarbejde og et højt serviceniveau, også når tempoet er højt.
Vi forestiller os, at du:
- Er engageret, initiativrig og har lyst til at gøre en forskel
- Trives med samarbejde og er god til at opbygge relationer
- Arbejder systematisk og har øje for detaljer og kvalitet
- Kommunikerer klart og professionelt både skriftligt og mundtligt
- Bevarer overblikket og dit gode humør, også i travle perioder
- Har interesse for offentlig administration
Du har bestået, eller forventer at bestå en gymnasial uddannelse som:
- EUX, STX HHX, HF eller HTX suppleret med 5 ugers EUS-forløb til kontoruddannelse med specialer.
Ansvarlighed og kvalitet er centrale værdier i Forsvaret. Vi forventer derfor, at du har lyst til at tage ansvar for dine opgaver, arbejde selvstændigt og bidrage aktivt til udviklingen af de opgaver, du bliver en del af, i en professionel organisation.
Ansættelsesvilkår: Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
For dig, som er under 25 år bliver din startløn udregnet på baggrund af eventuel tidligere uddannelse og erfaring, men vil minimum udgøre 16.446,72 kr. pr. måned. Er du fyldt 25 år udgør din løn 23.193,36 kr. pr. måned. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, er du velkommen til at kontakte Josefine Remmer på telefon 2146 6439
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Liv Malene Rasmussen på telefon 3266 5557
Ansøgningsfristen er den 19. marts 2026 og samtaler afholdes i uge 13 + 15.
Vi ønsker at byde dig velkommen den 1. september.
Søg stillingen ved at klikke på linket og vedhæfte ansøgning, CV, eksamensbevis og evt. realkompetencevurdering.
Er du 25 år, skal du huske at vedhæfte realkompetencebevis. Hvis ikke du har en realkompetencevurdering, kan du få udarbejdet den på en skole, som udbyder uddannelsen.
Hvis du ikke kan nå at få udarbejdet en realkompetencevurdering, kan du tage den med til en eventuel samtale, alternativt kan skolen udarbejde en til en mulig ansættelse.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.