Er du udadvendt og selvstændig, og kan du bevare overblikket i en til tider travl og alsidig hverdag? Kan du se dig selv som en del af en anderledes og spændende arbejdsplads med et superfedt IT-supportteam, højt humør og tæt samarbejde? -Så skal du til tasterne nu og sende os din ansøgning.Om os Lokal IT Servicecenter ved Personelkommandoen løser de lokale IT-opgaver for alle brugere og kunder ved Personelkommandoen samt for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup.
Ved behov støtter vi også med udkørsel til de andre lokaliteter i området, som vi yder IT-support til.
Personelkommandoen har ansvaret for Forsvarets HR, herunder blandt andet ansættelser, rekruttering og Forsvarets Dag. Det lokale IT-servicecenter er en del af Cyberdivisionen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Hos os vil du opleve en alsidig hverdag med mange forskellige opgaver, der blandt andet omfatter brugersupport til medarbejdere og enheder ved Personelkommandoen, FMI og de tilhørende lokaliteter.
Vores arbejdsdag er præget af tillid, fleksibilitet og frihed under ansvar. Vi tager et fælles ansvar for trivslen og lægger vægt på en uformel omgangstone samt en åben og ærlig dialog.
Om stillingen Som IT-Specialist, kommer du til at varetage mange spændende opgaver indenfor service, logistik og supportområdet. Du indgår i vores serviceteam, hvor du yder vores kunder 1. level support. Dine arbejdsopgaver vil variere fra enkelte telefonsupportopgaver til personlig kontakt til brugere, med vidt forskellige baggrunde.
Du kommer også til at yde support på vores satellit på Lautrupvang i Ballerup. Derfor er det afgørende, at du befinder dig godt i et job med varierende arbejdsopgaver, hvor du kan tilpasse dig efter brugerens behov og viden.
Du kommer til at beskæftige dig med en lang række opgaver som eksempelvis:
- Installation, vedligeholdelse og optimering af fortrinsvis Microsoft løsninger.
- Klargøring, installation og opsætning af pc og andet IT-udstyr.
- Support til brugerne
- Cisco Uplinx (Jabber) og TDC scale løsninger
- Fejlfinding på hardware og netværk
- Brugeradministration
- Undervisning i nye systemer til Forsvarets brugere
- Drift og vedligeholdelse af servere
- Støtte Personelkommando Selektionssektionens test computere
Du indgår i afdelingen på lige vilkår med dine kollegaer. Der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling og du vil løbende få faglige udfordringer.
Om dig Vi forestiller os, at du er uddannet IT-supporter og har en bred IT-faglig viden. Du er serviceminded og motiveres af at yde support, og du sætter en ære i at give medarbejderne en førsteklasses service. Du er udadvendt, positiv og imødekommende, har en god portion humor og trives med at samarbejde med mange forskellige mennesker i organisationen.
Du arbejder selvstændigt, struktureret og løsningsorienteret og tager initiativ til dine opgaver. Du har høj selvdisciplin, kan planlægge din arbejdsdag og følger op på dine opgaver. Samtidig er du god til at bevare overblikket, også når der er travlt, og opgaverne ikke altid udvikler sig som planlagt. Du er kvalitetsbevidst, kommunikerer godt med både brugere og kolleger og bidrager aktivt til vidensdeling og koordinering i teamet.
Du er engageret i dit arbejde og har lyst til at udvikle dig fagligt. Du er derfor indstillet på løbende at sætte dig ind i nye produkter og teknologier. Du kan desuden håndtere mindre projektorienterede opgaver selvstændigt inden for de givne rammer og samarbejde på tværs af organisationen.
Vi forestiller os, at du:- Er uddannet IT-supporter
- Har kendskab til både trådløse og kablede netværk, PC-hardware og Microsoft-produkter.
- Du behersker dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.
- Har kørekort til personbil (kategori B).
Det er en fordel, hvis du også har: - Kendskab til ITSM-værktøjer, ITIL og SAP
- Flere års erfaring med service og brugersupport
- Erfaring med projektorienterede opgaver
Det vigtigste er, at du har lyst til at tage ansvar, yde god service og være en del af et team, hvor vi hjælper hinanden og løfter opgaverne i fællesskab.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup – Lautrupvang.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontakte IT-Afdelingsleder Christian Cortez på
fmi-c-oshb21@mil.dk Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på mobil 3266 5848 eller via mail pkom-jup@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 28. oktober 2026. Ansættelsestidspunktet er hurtigst muligt efter aftale.
Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.