WorkWithUs
close-button

Ansøgningsfrist: 25/10/2026
favourite-job-icon
Dansklærer til Plan B, Lejre Ungdomsskoles heltidsundervisning
Lejre Kommune - Lejre
Antal ledige jobs
2
Få flere jobtilbud
Ansøgningsfrist: 25/10/2026
favourite-job-icon
Dansklærer til Plan B, Lejre Ungdomsskoles heltidsundervisning
Lejre Kommune - Lejre
Ansøgningsfrist: 17/10/2026
favourite-job-icon
Passioneret indskolingslærer med dansk som linjefag søges til Trællerupskolen
Lejre Kommune - Lejre

Dansklærer til Plan B, Lejre Ungdomsskoles heltidsundervisning

Dansklærer i Ungdomsskolens Heltidsundervisning.

Hvad nu hvis danskundervisningen ikke altid begynder med en tekst i en bog?

Hvad hvis den også kan begynde i et køkken, et musiklokale, på en gåtur, et blankt lærred eller med en reel opgave, der faktisk skal løses?

En anden vej

Plan B er Lejre Kommunes heltidsundervisning for elever i 8., 9. og 10. klasse, hvor den traditionelle skole af forskellige årsager ikke har formået at rumme eleverne. Flere af vores unge har oplevet længerevarende skolefravær og flere har forskellige diagnoser som angst, autisme, ADHD m.m. og har brug for trygge relationer, tydelige rammer og andre måder at lære på.

Plan B er derfor et anderledes skoletilbud for unge. Vi søger derfor en lærer med stærke kompetencer i dansk, som har lyst til at være med til at gentænke, hvordan vi skaber læring, motivation og fællesskab. Du skal kunne dit fag. Men du skal også have lyst til at tage det med ud i virkeligheden.

Vi vil udvikle Plan B til et endnu stærkere sted, hvor faglig læring, praktiske aktiviteter, kreativitet og stærke fællesskaber hænger tættere sammen. Dansk, matematik og engelsk skal fortsat være centrale fag, men vi tror på, at fagene også kan læres og opleves gennem musik, bevægelse, IT, madlavning, håndværk, medier, outdoor, arrangementer og helt almindelige gøremål fra hverdagen. Ikke fordi fagligheden er mindre vigtig. Men fordi vejen til den kan være en anden.

Et sted, vi skal skabe sammen

Plan B holder til i sine egne lokale ved siden af Kirke Hyllinge skole. Her har vi blandt andet en stor sal, musiklokaler og værkstedsfaciliteter. Rammerne giver os mange muligheder. Men det er ikke bygningerne, der skal definere Plan B. Det skal de unge, medarbejderne og de aktiviteter, vi skaber sammen.

Det kan være et musikprojekt, en café, et værksted, et digitalt projekt, en udstilling, et samarbejde med en virksomhed, bevægelse og outdoor eller noget, vi endnu ikke har fundet på. Vi vil gerne åbne Plan B mere mod verden omkring os og samarbejde med blandt andre kunstnere, håndværkere, virksomheder, foreninger og andre mennesker, der kan bringe deres faglighed og virkelighed ind i de unges skolegang.

Du skal kunne få øje på danskfaget i virkeligheden

Som dansklærer skal du kunne få øje på de faglige muligheder i aktiviteterne og omsætte dem til undervisning, der giver mening for den enkelte unge.

Du får et særligt ansvar for dansk og for at sikre progression og sammenhæng i elevernes læring, så de udvikler de kompetencer, de har brug for til afgangsprøver, ungdomsuddannelse og livet efter Plan B.

Vi leder derfor efter en lærer, som kan være fagperson, er stærk i relationsdannelse, igangsætter og mentor – og som trives med, at en god skoledag ikke nødvendigvis ligner den, man finder i et traditionelt klasselokale.

Vi forestiller os, at du

  • er uddannet lærer med stærke kompetencer i dansk og eksamensafvikling
  • gerne har specialpædagogisk erfaring eller erfaring med unge, der har haft det svært i den traditionelle skole
  • kan skabe tillidsfulde relationer til unge med meget forskellige faglige, sociale og personlige forudsætninger
  • kan tilrettelægge danskfaglig undervisning med blik for den enkelte elevs niveau, progression og mulighed for at gå til afgangsprøve
  • har lyst til at udvikle praksisbaseret og tværfaglig undervisning
  • kan få øje på læringsmuligheder i projekter, aktiviteter og dagligdags situationer
  • har en kreativ, praktisk, digital eller fysisk interesse, som du har lyst til at bringe i spil
  • kan balancere tydelige rammer med plads til de unges initiativer og idéer
  • trives i et tæt samarbejde med kolleger, forældre og andre fagprofessionelle

Du behøver ikke kunne spille guitar, kode en hjemmeside, lave keramik, bygge et bord eller lave mad til 50 mennesker. Men det er en fordel, hvis du kan noget, du brænder for. Og endnu vigtigere, at du er nysgerrig på, hvad der sker, når din faglighed møder andres.

Et lille team med en stor fælles opgave

Plan B er en del af Musik-, Billed- og Ungdomsskolen og er derfor en del af et større sted med mange kompetencer at trække på. Det daglige team på Plan B består af tre lærere, en pædagog og en leder. Sammen skal I sikre den daglige undervisning og den enkelte elevs faglige og personlige udvikling. Det sker gennem individuel tilrettelæggelse, tætte relationer og samarbejde med forældre og relevante fagpersoner omkring den unge.

Fra elev til deltager

Vores ambition er, at Plan B bliver et sted, hvor unge får mulighed for at opdage, hvad de kan.

Et sted, hvor man ikke kun løser opgaver, fordi læreren siger, man skal, men fordi det, man laver, skal bruges til noget.

Hvor dansk, matematik og engelsk bliver redskaber til at skabe, kommunikere, forstå og handle i verden.

Hvor de unge får mulighed for at tage ansvar, bidrage til fællesskabet og opleve, at deres evner har værdi for andre. Det er den udvikling, vi gerne vil invitere dig med ind i.

 Ansættelse og ansøgning

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt efter den 1. november. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem KL og Danmarks Lærerforening efter principperne om ny løn. Der skal indhentes børneattest.

Ansættelsen sker under iagttagelse af Lejre Kommunes børne- og ungepolitik.

Ansøgningsfrist senest den 25. oktober 2026 og ansættelsessamtaler afholdes onsdag den 28. oktober 2026 i tidsrummet fra kl. 13.00 – 17.00.

Har du spørgsmål til stillingen, er du altid velkommen til at kontakte afdelingsleder Peter Busk på telefon 22807597.

Lejre Kommune er et fællesskab af 49 små byer og landsbyer. Her bor lige under 30.000 mennesker, og stadig flere kommer til. Som kommune arbejder vi for at skabe det gode liv på landet, nu og for fremtidige generationer. Det handler om at tænke naturen ind i alt, hvad vi laver. At finde løsningerne i fællesskab og fællesskaber, og at skabe frirum, hvor borgere, foreninger og virksomheder kan udfolde sig.

Vi har i alt omkring 2000 medarbejdere, som arbejder for at skabe velfærd i et nært samarbejde med alle dem, som indsatsen har betydning for.

Det er derfor, vi kalder Lejre Kommune for Vores Sted.

I Lejre Kommune er der røgfri arbejdstid.

I Lejre Kommune indhenter vi straffeattester og børneattester til en række stillinger. Vær derfor opmærksom på, at du kan blive bedt om at give tilladelse til indhentning af disse, i de stillinger hvor det er relevant.

Firma Lejre Kommune Følg
Kontaktperson Peter Ejler Busk Jensen Aagaard
Arbejdsadresse Møllebjergvej
Postnr.: 4330
Kommune Lejre
Telefonnr. 22807597
Ansøgningsfrist 25/10/2026
Valgt stilling