Brænder du for god administration, uddannelse og udvikling? Og motiveres du af at skabe struktur, kvalitet og sammenhæng i administrative processer? Har du samtidig blik for, hvordan digitale løsninger kan gøre hverdagen lettere og mere effektiv?Så er det måske dig, vi leder efter til Studie- og Servicesektionen ved Forsvarsakademiet.Om os Studie- og Servicesektionen er en del af Driftsafdelingen ved Forsvarsakademiet og har til huse på Svanemøllens Kaserne i København. Sektionen består af to teams – Studiekontoret og FAK Service. Sektionen består af 8 engagerede medarbejdere, der arbejder med studieadministration, service, konferencer og udvikling af vores fælles servicekoncept.
Du vil blive en del af Studiekontoret, som består af fire fantastiske medarbejdere. Vi har det centrale ansvar for administration af Forsvarsakademiets uddannelser, herunder administration af Forsvarsakademiet censorkorps, undervisningsevalueringer, superbrugere på de forskellige studieadministrative systemer og mange andre spændende opgaver.
Vi lægger vægt på et arbejdsmiljø, hvor der er plads til både faglighed, godt humør og socialt samvær. Vi hjælper hinanden, deler vores viden og sætter pris på at være sammen – både når vi løser opgaverne, og når vi mødes socialt.
Til daglig servicerer vi medarbejdere på tværs af Forsvarsakademiet, herunder forskere, undervisere og studerende. Vores samarbejdspartnere er fordelt på Svanemøllens Kaserne, Frederiksberg Slot, Holmen samt sergentskoler i Jylland.
Forsvarsakademiet er i gang med en omfattende digital udvikling, hvor målet er at skabe en endnu mere professionel, sammenhængende og imødekommende drift og service. Det sker blandt andet gennem kvalitetssikring, dokumentation, øget vidensdeling og bedre overblik – samtidig med at vi arbejder for at gøre de administrative processer enklere og mere effektive. Her spiller Studie- og Servicesektionen en vigtig rolle
. Vi er med til at udvikle og understøtte både studieadministrationen og det fælles servicekoncept, og du får derfor mulighed for at bidrage aktivt til denne udvikling.
Om stillingen Studiekontoret har en stor variation i opgaveporteføljen, og du vil få del i følgende arbejdsopgaver:
- Daglig studieadministration f.eks. skemalægning, oprettelse af moduler, tilmeldinger, ajourføring af studieoplysninger, eksaminer, journalisering mv.
- Bookning af uddannelsesfaciliteter både eksternt og internt
- Planlægning og gennemførelse af større arrangementer
- Bidrage til at uddannelserne lever op til vores kvalitetssikringssystem, herunder tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningsevalueringer
- Administration af Forsvarsakademiets censorkorps
- Varetage superbrugeropgaver og understøtte, undervise og videreformidle viden om de studieadministrative systemer til kolleger
Du får gode muligheder for at præge stillingen og løbende udvikle både dine opgaver og ansvarsområder
Om dig Vi søger en omstillingsparat, nysgerrig og engageret kollega, der trives med en bred opgaveportefølje og motiveres af at få tingene til at fungere – både i det daglige og på længere sigt.
Vi forventer, at du har en kontoruddannelse inden for offentlig administration eller anden relevant kontoruddannelse, gerne suppleret med erfaring fra tidligere ansættelsesforhold.
Vi ser gerne, at du har erfaring med planlægning, koordinering, og er udadvendt, proaktiv og løsningsorienteret i din tilgang til opgaver og samarbejde med andre.
Du må gerne være nysgerrig på systemer og arbejdsgange og have lysten til at forstå, hvordan tingene hænger sammen samt være interesseret i at forbedre processer, når du ser muligheder for det.
Derudover er det vigtigt, at du:
- Har erfaring med administrativ sagsbehandling – gerne fra offentlig forvaltning eller anden uddannelsesinstitution
- Har interesse for studieadministration og forvaltningsmæssige principper
- Har erfaring med et studieadministrativt system – det er en fordel, men ikke et krav
- Har god systemforståelse og trives med digitale værktøjer
- Har lyst til at blive rigtig dygtig til systemerne og indgå i teamet af superbrugere, der understøtter og underviser kolleger
- Arbejder struktureret og systematisk med høj kvalitet
- Kommunikerer klart og professionelt – både mundtligt og skriftligt
- Er samarbejdsorienteret, imødekommende og ansvarsbevidst
- Har kørekort
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København Ø
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Studiekontoret Sascha Hedberg på telefon 7281 7082.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Rasmus Kunzendorf på telefon 2926 3785, eller på mail
pkom-rku@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 9. september 2026. Samtaler bliver afholdt løbende
Stillingen er til besættelse den 1. november 2026, eller hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om ForsvarsakademietForsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer. FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.FAK gennemfører forskning og udvikling inden for de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.