Er du Danmarks nye militærrådgiver til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i Wien? Brænder du for sikkerheds- og forsvarspolitik, og kan du varetage danske interesser i verdens største regionale sikkerhedsorganisation? Har du internationalt udsyn og interesse for at fremme danske interesser i krydsfeltet mellem militærfaglighed og diplomati? Så skal du overveje at søge stillingen som militærrådgiver til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i Wien, Østrig.
Om os Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er verdens største regionale sikkerhedsorganisation og har et centralt ansvar for konventionel våbenkontrol, krisestyring og tillidsskabende foranstaltninger. Med sit brede medlemskab er OSCE samtidig et af de få steder, hvor EU og ligesindede på ugentlig basis sidder ved bord med Rusland og andre ikke-ligesindede. Den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig markant gennem de seneste år, og den europæiske samt globale sikkerhedsarkitektur er under stigende pres. Europa befinder sig i en historisk oprustning, ikke mindst som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Dette gør OSCE til en central - og til tider politisk krævende - ramme for arbejdet med at beskytte de fælles aftaler og forpligtelser samt holde Rusland til ansvar.
I tillæg til forsvar og afskrækkelse er det fortsat en dansk prioritet at bevare og videreudvikle de strukturer, som har været med til at sikre tryghed og stabilitet, herunder militær transparens og verifikation. Således er det fortsat vigtigt at arbejde for multilateral regulering, dels af eksisterende kapaciteter og dels i lyset af, at den teknologiske udvikling flytter grænserne for, hvad der kan opfattes som våben og våbensystemer.
Derfor bidrager Danmark aktivt til arbejdet med konfliktforebyggelse, krisestyring og post-konflikthåndtering indenfor rammerne af OSCE. Det består bl.a. af samarbejde og udvikling om Wien-dokumentet, Open Skies samt øvrige internationale aftaler og traktater.
Om stillingen Som militærrådgiver ved OSCE er dine væsentligste opgaver, at:
- Holde Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Udenrigsministeriet orienteret om det løbende arbejde i OSCE’s politisk-militære dimension
- Bidrage til udviklingen af internationalt samarbejde om våbenkontrol og tillidsskabende aktiviteter
- Arbejde for at bevare eksisterende våbenkontrolaftaler og internationale dialogformater herom
- Arbejde for, at der fortsat gennemføres militær informationsdeling, flyvninger og inspektioner
- Stå på vagt for Ukraines placering øverst på OSCE’s dagsorden og bidrage til dialog med Ukraine om fremtidige muligheder for stabilisering, fred og genopbygning
- Rådgive den danske ambassadør i Wien om forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold
- Bidrage til at styrke dialogen og relationerne til EU’s nabolande
Stillingen er placeret ved Danmarks ambassade og faste mission til OSCE i Wien, Østrig.
Om dig Du er officer på M331-niveau (major/orlogskaptajn). For at komme i betragtning til stillingen lægger vi dertil vægt på, at du har følgende egenskaber:
- Bredt kendskab til internationale forhold, herunder gerne viden om og erfaring med internationalt sikkerhedssamarbejde
- Overblik og evne til at håndtere pressede og komplekse situationer
- Helhedssyn og stærke analytiske evner
- Gode kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
- Gode diplomatiske evner og kulturel forståelse
Du formår at kombinere sager med politisk og diplomatisk indhold med din militærfaglige indsigt og erfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra international tjeneste, eksempelvis i NATO, FN eller internationale stabe.
Du har et bredt kendskab til international forsvars- og sikkerhedspolitik, herunder samarbejdet inden for bl.a. NATO, FN og EU.
Personligt er du initiativrig, udadvendt og har evnen til at løse store og små opgaver selvstændigt, hurtigt og effektivt. Stillingen stiller store krav til dine evner for at skabe netværk og samarbejde med folk på tværs af forskellige faglige og kulturelle baggrunde. Dertil forudsættes fleksibilitet og omstillingsparathed, eksempelvis i forbindelse med afvikling af besøg.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra Forsvarsministeriets departement eller én af Forsvarsministeriets styrelser.
Ansættelsesvilkår Stillingerne besættes efter protokollatet af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingerne vil blive indplaceret i løngruppe 5 som omfatter major/orlogskaptajn. Hvis du allerede er ansat som tjenestemand i Forsvaret, kan du vælge at bibeholde denne ansættelsesform. Du vil da fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Hovedorganisationen af Officerer i Danmark og Forsvarets Personeltjeneste om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret. Afhængige af dine erfaringer og kvalifikationer, kan der forhandles tillæg i forbindelse med ansættelsen. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pensionsordning.
Du vil blive tillagt midlertidig højere grad til oberstløjtnant/kommandørkaptajn, så længe du er udstationeret.
Stillingen er til besættelse snarest muligt og i en periode på tre år med mulighed for forlængelse.
Du vil blive udstationeret på specialattachéordningen og vil være underlagt Udenrigsministeriets instruktionsbeføjelser og modtage Udenrigsministeriets skattefrie udetillæg. Der vil være mulighed for at medtage familie.
Forud for tiltrædelse skal du opfylde flg. krav:
-Bestået forsvarets fysiske basiskrav.
-Være helbredsgodkendt til status operativ (helbred og tænder).
-Have gennemført CAC-B.
-Sikkerhedsgodkendt til HEMMELIGT.
-Have gennemført sprogtest i engelsk via Forsvarsakademiet niveau STANAG 3-3-3-3.
Alle skal kunne opretholdes under hele ansættelsesforløbet.
Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk oprindelse til at søge stillingen.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tobias Hastrup-Leth på tlf. +45 61 87 14 59.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Rikke Frandsen på tf. +45 32 66 57 36.
Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via linket.
Stillingen er til besættelse per medio januar 2027 eller snarest muligt herefter.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 22. september 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 40.