Træd ind i frontlinjen for dyrevelfærd og fødevaresikkerhed – bliv embedsdyrlæge på et fjerkræslagteri.Om jobbet Som ansat i Kødkontrollen bliver du en del af Fødevarestyrelsens kontrolenhed for kødkontrol af slagtedyr. Formålet med kontrollen er at sikre dyresundhed og dyrevelfærd samt at kontrollere slagtekødet, sådan at det kan anvendes til fødevarer, både i Danmark og til eksport til andre lande.
Du bliver en del af et team, som du vil arbejde tæt sammen med om opgaverne, og du vil have løbende sparring om opgaver og udvikling med din sektionsleder.
Kødkontrollen arbejder ud fra både veterinære- og fødevarefaglige regler og retningslinjer, og du vil derfor få stor variation i din opgaveportefølje. Der er mulighed for at specialisere sig inden for de enkelte fagområder.
Du vil foruden samarbejdet i sektionen også blive en del af et tværgående netværk af dyrlæger ved Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som udveksler erfaringer, og som sparrer med hinanden.
I jobbet som embedsdyrlæge skal du varetage myndighedsrollen professionelt og kommunikere klart – også i pressede situationer. Vi lægger vægt på samarbejde og en positiv dialog med kollegaer og eksterne aktører.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- Ante mortem kontrol af dyretransporter ved aflæsning på slagteriet, med fokus på dyrevelfærd og dyresundhed.
- Identifikation af sygdomme og opgaver indenfor beredskab.
- Sagsbehandling, herunder udarbejdelse af daglige kontrolrapporter samt behandling af dyreværnssager.
- Kontrolopgaver relateret til fødevarer, hygiejne og eksport. Herunder tilsyn, audits og certifikatudstedelse.
- Kontrol af data på slagteriet, indrapportering og kontrol af laboratoriesvar.
- Indgå i rotationen på slagtekæden, PM kontrol.
Om dig Det er et krav, at du har dansk dyrlægeautorisation og kan se dig selv i en myndighedsrolle.
Du passer godt til jobbet, hvis:
- Du kan kommunikere på engelsk, såvel mundtligt som skriftligt, da engelsk er vores daglige sprog.
- Du er motiveret for at udvikle dig inden for faget. Har du ingen erfaring fra tidligere, vil der være et onboardingforløb – du kommer ikke til at stå alene i en uvant situation.
- Du er en kyndig sagsbehandler med veterinærfaglig indsigt.
- Du er fagligt nysgerrig, grundig og trives med myndighedsrollen.
- Du ønsker at gøre en forskel indenfor både fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.
- Du er rutineret i office-pakken og har let ved at sætte dig ind i nye systemer.
- Du kan bidrage med godt humør og gode samarbejdsevner.
- Det er en forudsætning, at du har kørekort til personbil.
Om os Fødevarestyrelsens kødkontrol er en del af en politisk styret organisation, som løbende udvikler sig for at imødekomme samfundets krav. Det betyder, at vi som medarbejdere hele tiden får mulighed for at udvikle vores faglige kompetencer og arbejde i rammer, der understøtter både kvalitet, kontrol og effektivitet – samtidig med at vi implementerer ny lovgivning i praksis.
Du bliver en del af vores dyrlægeteam med lokation ved Danish Finest Chicken (DAFC) i Gedved. Teamet består af 2 embedsdyrlæger, 2 tilsynsteknikere, en sekretær og en sektionsleder, som hovedsageligt arbejder på distancen. Der
slagtes ca. 45.000-50.000 fjerkræ hver dag. På vores arbejdsplads har vi en åben og fri tone, hvor alles faglighed og input tæller for både arbejdsmiljø og de resultater, vi skaber. Vi arbejder i rammer, hvor faglighed, samarbejde, trivsel og professionalisme går hånd i hånd, så vi hver dag stræber efter at levere vores bedste samtidig med, at vi kan have det rart med at gå på arbejde.
Det praktiske Der er tale om en fuldtidsstilling på gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Ansættelsen vil være pr. 1. maj 2026 eller tidligere efter aftale.
Arbejdsdagene er fordelt således der er 5 uger med 4 arbejdsdage, 2 uger med 5 arbejdsdage, og herefter starter rullet forfra i en ny 7 ugers periode.
Arbejdstiden ligger typisk mellem klokken 6.45 og 17.45 med mulighed for fleksibilitet, således mødetiderne kan balancere med privatlivet. Dog skal du være indstillet på, at arbejdstiden nogle gange kan forlænges om eftermiddagen afhængigt af slagteriets slagtetider. Der tages så vidt muligt hensyn til, og planlægges efter, hvis du har faste private aftaler, dog vil forlængelse af vagter altid fordeles, således der er 2 ansatte til varetagelsen af merarbejdet/overarbejdet.
Dit arbejds- og tjenestested bliver
DAFC, Skanderborgvej 19, Gedved. Ansættelsen sker efter gældende Protokollat til overenskomst for akademikere i staten om Fødevarestyrelsens dyrlæger ved eksportslagterier mv. Til dyrlæger på eksportslagterier gives et slagteritillæg på enten 5.808,44 kr. pr. måned (gives ved indplacering på basisløntrin 1-5) eller 7.473,94 kr. pr. måned (gives ved indplacering på basisløntrin 6 eller derover). Herudover gives et særligt slagteritillæg på 2.883,40 kr. pr. måned til alle – uanset basisløntrin. Det vil være muligt at forhandle et kvalifikationstillæg alt efter den enkeltes kvalifikationer i relation til stillingen. Pensionsbidraget for dyrlæger ved eksportslagterier udgør 18,07 %.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner.
Sådan kontakter du os og søger stillingen Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Karin Ravnkilde Jensen på telefon 30 67 33 60.
Vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og eventuelle andre relevante bilag. Du søger stillingen ved at sende din ansøgning online i vores rekrutteringssystem,
senest den 5. marts 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i ugerne 11-13.
Du opfordres til at læse mere om Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på
www.fvst.dk.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset baggrund til at søge.