Københavns Byret søger en
retsassessor, der indtil videre skal være funktionschef med ansvar for flysager. Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt.
Om stillingen Vi tilbyder et spændende job med et godt fagligt miljø i landets største ret, hvor du kan være med til at sætte dit præg på den fremtidige opgaveløsning.
Københavns Byret har en stor portefølje af sager om erstatning for flyforsinkelser eller i daglig tale flysager.
Funktionschefen er ansvarlig for den gruppe specialiserede kontormedarbejdere, der primært arbejder med flysager, og har ansvar for processuelle spørgsmål under forberedelsen, ajourføring af praksiskatalog og vejledninger, registeret over tidligere afgørelser, undervisning af nye jurister og fordelingen af sagerne til dommere og øvrige jurister.
Næsten alle jurister i Københavns Byret har flysager, og nogle dommerfuldmægtige har særlige processuelle områder som deres speciale. Flysekretariatet består af 4-5 kontormedarbejdere og i hver af byrettens 4 sektioner, er der en kontormedarbejder med ansvaret for sektionens flysager. Der er tale om et stort og varieret sagsområde, der involverer både international ret, EU ret og dansk civil ret. Sagernes karakter varierer fra det rutineprægede og til det mere komplekse, herunder med forelæggelser for EU-domstolen. Interesse for udbygning og udvikling af IT-understøttelsen af flysagerne vil være en fordel.
Funktionschefen vil herudover blive tilknyttet én af sektionerne, hvor vedkommende kan have 1-2 retsdage om ugen med civile sager og straffesager. Dermed har du god mulighed for at udvikle eller vedligeholde dine kompetencer i forhold til retsarbejdet med straffesager og civile sager.
Dine kvalifikationer Varetagelse af stillingen som funktionschef forudsætter juridisk kandidateksamen og særdeles gode faglige kvalifikationer. Vi lægger desuden vægt på, at du har:
- Relevant erfaring knyttet til det kommende ledelsesområde
- Gode lederegenskaber – og gerne erfaring med ledelse og effektiv organisering af opgaver
- Lyst til ledelse og udvikling af medarbejderne
- Stor selvstændighed og evner at træffe beslutninger af stor betydning
- Troværdighed, gennemslagskraft og gode kommunikationsevner – både mundtligt og skriftligt
- En positiv indgangsvinkel til dit arbejde og dine kolleger
- Fleksibilitet i din tilgang til opgaverne og struktur i din opgaveløsning.
Vi lægger desuden vægt på, at du ønsker at deltage i planlægningen, såvel som i implementeringen og fastholdelsen af nye arbejdsgange og samarbejdsrelationer mv. på de områder, du får ansvaret for.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra domstolene, men det er ikke et krav.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er en retsassessorstilling i lønramme 36. Ansættelse sker på tjenestemandsvilkår.
Til stillingen som retsassessor er knyttet et personligt, stillingsmæssigt tillæg. Til stillingen som funktionschef er endvidere knyttet en række funktionstillæg. Den samlede løn i stillingen udgør for tiden 65.716 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. august 2026-niveau). Pensionsbidraget af tillæggene udgør 17,1 pct.
Ansøgning Stillingen søges elektronisk på
www.domstol.dk under ”Job”.
Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis, samt eventuelle udtalelser. Har du gennemført domstolenes grunduddannelse, en byretskonstitution i uddannelsesøjemed og/eller en landsretskonstitution skal du medsende udtalelse efter endt grunduddannelse, samt eventuelle udtalelser efter lands- og/eller byretskonstitution.
Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet
senest den 29. september 2026. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte administrationschef Michael Villemoes Larsen på
mvl@domstol.dk eller 99687012. Du kan læse mere om Københavns Byret på
http://www.domstol.dk/koebenhavn Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.