Genopslag – den rette kollega er værd at vente på.
Elsker du, når noget eksploderer, når strømmen får pæren til at lyse – eller når træerne og åen er dagens undervisningslokale?
Synes du, at noget af det sjoveste ved lærerjobbet, udover undervisning og relationsarbejdet, også er det, der sker uden for ”normalt” skema: lejrtur, emneuger, og værksteder hvor store og små arbejder sammen? Så er det dig, vi venter på.
Vi søger en fysik- og biologilærer til vores udskoling. En, der kan sine fag – men som først og fremmest har et friskolehjerte og har lyst til at være en aktiv del af vores fællesskab.
Friskole hos os
Allindelille Friskole er en værdibaseret fri grundskole med en kreativ profil, hvor musik, mad, naturen og lokalområdet er en integreret del af undervisningen. Vi er 168 elever fra 0. til 9. klasse på ét spor. De gamle skolebygninger ligger midt i naturen med marker på den ene side og skoven på den anden.
Her kender alle hinanden. Vi synger morgensang sammen, og hver uge samles hele skolen til SKAB-time med værksteder og dialog på tværs af klasser og årgange. Vi tager på fælles skolelejrtur, og flere gange om året bryder vi skemaet op til emneuger.
Som lærer hos os er du derfor en del af hele skolen og ikke kun af dine egne timer. Det betyder også, at hverdagen nogle gange tager uventede drejninger. Det er ofte netop dér, de bedste løsninger og relationer opstår – så det hjælper at have ro, overblik og humor med i tasken.
Vores elever er nysgerrige, viljestærke og engagerede. De vil gerne have medindflydelse, og de forventer en lærer, der ser dem, lytter til dem og tager dem alvorligt – og som samtidig har en tydelig og kærlig styring i klasserummet.
Dine fag
Vi vil gerne gøre naturfagene endnu mere levende, og du får stor frihed til at sætte dit eget præg; udvikle nye projekter eller bygge videre på dem, vi allerede har sat i gang.
Du bliver en del af et lille naturfagsteam med gode muligheder for sparring og fælles udvikling af både undervisningen og de fællesfaglige forløb. Vi har et nyere fysiklokale og skov, mark og å lige uden for døren.
Afhængigt af din profil kan der også indgå klasselæreropgave og undervisning i andre fag.
Vi søger en lærer, der:
• har undervisningserfaring i fysik (eller er ved at afslutte linjefaget)
• møder eleverne roligt og nærværende og skaber en struktureret, genkendelig hverdag
• trives i et tæt og forpligtende samarbejde med kolleger og forældre
• skaber undervisning, hvor også de elever, der ikke passer ind i de sædvanlige kasser, oplever at lykkes
• er med i fællesskabet – også når det foregår uden for dit eget klasselokale
Du får hos os:
• En hverdag, hvor vi møder hinanden med kærlig respekt og høj grad af tillid
• Frihed, initiativ og plads til dine idéer
• Dygtige og hjælpsomme kolleger og skemalagt tid til sparring i teamet
• Engagerede forældre og et tæt skole-hjem-samarbejde
• Mulighed for at præge både undervisningen og skolens udvikling
Kom og besøg os
Den bedste måde at finde ud af, om vi passer sammen, er at komme forbi. Ring til skoleleder Lasse Tarp Jensen på 39 39 31 81, så finder vi en dag, hvor du kan se skolen og møde os.
Praktisk
Stillingen er som udgangspunkt på 70%, men kan udvides til fuld tid for den rette kandidat. Opstart d. 1. december 2026 eller hurtigst muligt. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med FSL, suppleret af lokalaftale og lokallønsaftale.
Send din ansøgning, CV og relevante dokumenter i pdf-format til
kontor@allindelille-friskole.dk senest d. 25. oktober 2026. Fortæl os gerne i ansøgningen, hvad friskole betyder for dig, og hvorfor du gerne vil være en del af netop vores friskole. Samtaler forventes afholdt i uge 44.
Vi glæder os til at høre fra dig.
| Firma | Allindelille Friskole Følg |
| Kontaktperson | Lasse Tarp Jensen |
| Arbejdsadresse | Skeevej |
| Postnr.: | 4370 |
| Kommune | Ringsted |
| Telefonnr. | 39393181 |
| kontor@allindelille-friskole.dk | |
| Ansøgningsfrist | 25/10/2026 |