Er du udadvendt og selvstændig – og kan du bevare overblikket i en travl og alsidig hverdag? Har du lyst til at blive en del af en anderledes og spændende arbejdsplads med et stærkt IT-supportteam, højt humør og tæt samarbejde?
Så er det nu, du skal til tasterne og sende os din ansøgning!
Om os Vi er en del af Cyberdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Vores afdeling i Varde – kendt som Lokal IT Støtte (LITS) – består af lederen og fire engagerede og dygtige IT-medarbejdere samt op til tre IT-supportelever.
Vi varetager en bred vifte af opgaver, herunder brugersupport til alle medarbejdere og enheder på vores lokalitet i Varde og Borris Lejren.
Hos os er der høj grad af frihed under ansvar. Vi opfordrer hinanden til at tilegne os ny viden og dele den. Vores hverdag er præget af tillid, fleksibilitet og en uformel tone med masser af humor – og hvor trivsel og samarbejde vægtes højt.
Om stillingen Som vores nye kollega i LITS Varde får du en spændende og alsidig rolle med opgaver inden for drift, service og support.
Du bliver en del af serviceteamet, hvor du yder support på flere niveauer – fra telefonsupport til fysisk brugerkontakt og hands-on opgaver såsom:
- Sagsbehandling i vores ITSM-værktøj (pt. Remedy)
- Klargøring, opsætning og installation af FIIN-arbejdspladser
- Fejlfinding på hardware, netværk og AV-løsninger
- Undervisning af brugere i nye systemer
- Anskaffelse og håndtering af IT-/AV-udstyr og mobiltelefoner
- Installation, vedligeholdelse og optimering af primært Microsoft-løsninger
- Klargøring og support af mobiltelefoniløsninger
Du får en travl, men spændende og lærerig hverdag, hvor to dage sjældent er ens. Du bliver en aktiv del af teamet og bidrager til at sikre høj kvalitet og brugertilfredshed i alt, hvad vi laver. Vi tilbyder faglige og personlige udviklingsmuligheder samt løbende udfordringer.
Arbejdssted: LITS Varde, Hjertingvej 127, 6800 Varde.
Om dig Vi forestiller os, at du har en erhvervsfaglig uddannelse som IT-supporter, datatekniker, datamatiker eller en anden relevant IT-uddannelse. Alternativt har du mindst to års erfaring med IT-arbejde.
Stillingen kan også besættes af en kandidat med uddannelsesaftale, der er i gang med grundforløb 2 på data- og kommunikationsuddannelsen.
Vi lægger vægt på, at du:
- Er struktureret og selvkørende, og kan planlægge og følge op på dine opgaver
- Fremstår tillidsvækkende og præsentabel og formår at begå dig blandt mange forskellige medarbejdere
- Er kvalitets- og serviceorienteret med brugeren i fokus
- Er en holdspiller og trives med samarbejde på tværs af organisationen
Du brænder for IT og har lyst til at nørde med tekniske udfordringer i hverdagen. Samtidig er du tålmodig, selvstændig og handlekraftig med gode samarbejdsevner, tydelig kommunikation og evnen til at bevare overblikket – også i pressede situationer.
God humor, brede skuldre og lyst til vidensdeling er nøgleord hos os. Du skal desuden være indstillet på at bidrage til uddannelsen af vores IT-lærlinge.
Sprog: Du skal kunne kommunikere på både dansk og engelsk – skriftligt og mundtligt.
Øvrige krav:
- Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til niveauet HEMMELIG og opretholde den i hele ansættelsesforholdet.
- Du skal have kørekort til kategori B
Ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Grundlønnen vil afhænge af din erhvervsuddannelse, samt erfaring fra tidligere lignende IT stillinger. Din samlede løn, vil bestå af en grundløn samt et eventuelt individuelt forhandlet tillæg, afhængig af dine kvalifikationer og kompetencer.
Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte lederen af Lokal IT Varde – Dan Røn, FMI-C-OSSO01@mil.dk, +45 728 38064, eller +45 2476 2981.
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder løn og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent Pia Knudsen Personelkommando på mail PKOM-PIA@mil.dk eller telefon +45 3266 5783.
Ansøgningsfristen er den 16. oktober 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes ligeledes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, som bevis for uddannelse mv. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM CYBERDIVISION Vi er en af Danmarks største offentlige leverandører af digitale systemer og services. Vi har mere end 500 højt specialiserede medarbejdere, der arbejder inden for en lang række områder, som fx infrastruktur, it-arkitektur, netværk og it-systemer. Det kræver alt fra it-supportere og projektledere til sociologer og ingeniører. Opgaverne spænder vidt og vi understøtter alt det it, der følger med forsvarets mange funktioner og enorme mængde materiel, hvad enten det er netværk, telefoner eller it i kampvogne eller i kampfly, på skibe eller på land.
Til at understøtte Forsvarets opgaveløsning driver, vedligeholder og udvikler vi en it-infrastruktur af meget høj kvalitet og kompleksitet, der sikrer effektive og moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier.
Vores mission at levere optimal forretningsværdi gennem it ved at arbejde hurtigt, forbindende, kundecentrisk og vidensdrevet. Derved sikrer vi, at det samlede forsvar og beredskab kan føre kampen for det, der er værd at kæmpe for.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk