Vil du være med til at styrke kemikaliereguleringen i EU og globalt? Er du processtærk og har sans for detaljer? Så læs med her. Vi søger to medarbejdere til kontoret Kemikalieregulering i Miljøstyrelsen: Én generalist og én generalist/jurist.
Fælles for begge stillinger er, at du kommer til at arbejde med tværgående EU-opgaver og globale konventioner, og bliver del af et engageret team med samarbejde i fokus.
Opgaver i kontoret Kemikalieregulering I kontoret Kemikalieregulering er vi omkring 30 kolleger, herunder 1 kontorchef og 3 funktionsledere.
Kontoret Kemikalieregulering arbejder for at sikre, at vores sundhed og miljø beskyttes mod uønskede effekter af kemikalier. Vores opgaver spænder bredt og omfatter blandt andet opgaver ift. vurdering og regulering af kemiske stoffer, primært iht. EU's største generelle kemikaliereguleringer (REACH og CLP). Derudover indebærer kontorets opgaver også en stor forbrugerrettet indsats, herunder diverse reguleringer (f.eks. kosmetik, legetøj, rengøringsmidler, elektronik), samt kortlægninger og risikovurderinger af kemikalier i forbrugerprodukter. Endeligt varetager kontoret en række globale opgaver på kemiområdet, herunder bl.a. Rotterdamkonventionen og Montrealprotokollen.
Om stillingen – hvad kommer du især til at arbejde med? Som medarbejder i begge stillinger bidrager du bredt til arbejdet med kemikalier, herunder kemikalieregulering på både EU og globalt niveau. Opgaverne indebærer tæt koordinering på tværs i kontoret, i Miljøstyrelsen og Miljøministeriets departementet. Du skal være indstillet på, at stillingerne indebærer rejseaktivitet af både kortere og længere varighed.
Din endelige opgaveportefølje kan tilpasses kvalifikationer og interesse.
Generalist:
I denne stilling vil du bl.a. arbejde med:
- Varetagelse af komitéopgaver, herunder REACH-komitéen, med tværgående samarbejde, indhentning af mandat, økonomiske konsekvenser og forhandlinger.
- Globale konventioner og aftaler, eksempelvis Montrealprotokollen og Global Framework of Chemicals, med fokus på EU-forberedelse og globale forhandlinger.
Generalist/jurist:
I denne stilling kan dine opgaver bl.a. omfatte:
- Globale konventioner og aftaler, eksempelvis Rotterdamkonventionen, med fokus på EU-forberedelse og globale forhandlinger.
- Support til varetagelse af opgaver under REACH-komitéen.
- Juridisk forståelse og forvaltning af relevant EU-lovgivning og de juridiske aspekter af globale konventioner og aftaler.
Vores forventninger til dig Du har en relevant akademisk uddannelse og kendskab til kontorets fagområder.
Vi ser gerne, at du har nogle af følgende kompetencer:
- Højt fagligt niveau. Du har erfaring med lovgivning og kan sætte dig ind i komplicerede faglige problemstillinger.
- God politisk forståelse. Du har kendskab til beslutningsprocesser og forhandlinger – gerne både i EU og globalt.
- Dygtig formidler. Du kan formidle skriftligt og mundtlig – både på dansk og engelsk.
- Procesorienteret og alsidig. Du har flair for politiske processer, og kan bruge kompetencerne på tværs af opgaver.
- Stærke samarbejdsevner. Du er en holdspiller, som kan inddrage, engagere og sikre tæt samarbejde i sagsgangene.
- Fleksibel. Du opererer fleksibelt og driftssikkert i en hverdag, hvor det til tider går stærkt og med korte deadlines.
Vi tilbyder dig Hos os får du mulighed for at gøre en konkret forskel for miljøet i en organisation, hvor både faglighed og trivsel er i fokus. Du bliver en del af et fagligt team, der værdsætter samarbejde, udvikling og arbejdsglæde. Derudover prioriterer vi sociale aktiviteter, som styrker sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen.
Om Sikker Kemi i Miljøstyrelsen Sikker Kemi er et af Miljøstyrelsens centrale faglige områder, hvor der arbejdes med regulering af pesticider, biocider og kemikalier samt kontrol af området. Områdets primære opgave er at regulere og overvåge området for at sikre, at danskere og miljøet ikke udsættes for skadelige stoffer fra f.eks. forbrugerprodukter, pesticider og industri.
Vi er p.t. ca. 125 fagligt stærke medarbejdere, der arbejder i Odense og Slagelse. Arbejdsformen er præget af samarbejde og tillid og med fokus på at skabe resultater af høj faglig kvalitet. Sikker Kemi er organiseret i fire kontorer: Et kontor, som vurderer og godkender bekæmpelsesmidler, et kontor som regulerer kemikalier, et kontor som kontrollerer området, og et kontor som arbejder med bekæmpelsesmiddelregulering.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten), som fuldmægtig eller konsulent afhængigt af dine kompetencer.
Ansættelsesområdet er Miljøministeriet med tilhørende institutioner.
Tjenestestedet vil være Miljøstyrelsen, Lerchesgade 35, 5000 Odense C.
Miljøstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med flextid og mulighed for hjemmearbejde.
Begge stillinger er på fuldtid.
Forventet tiltrædelse 1. januar 2027 eller efter aftale.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Sandi Muncrief på mobil +45 21 24 03 94.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende en motiveret ansøgning, CV, eksamensbevis mv senest den
1. november 2026.
Vi afholder samtaler den 6. og 9. november 2026.