Vil du være med til at sætte retning for fremtidens bæredygtige fiskeri – og stå i spidsen for et område, hvor erhverv, natur, miljø og politiske ambitioner skal gå hånd i hånd? Miljøstyrelsen søger en vicedirektør med ansvar for fiskeriområdet. Du bliver en del af direktionen og får en central rolle i at udvikle et område med stor politisk bevågenhed og betydning for både erhverv, borgere, havmiljø og natur.
Miljøstyrelsen Miljøstyrelsen er en del af Miljøministeriet og myndighed på miljø-, kyst- og havnaturområdet. Vores mission er at omsætte faglig viden til beslutningsgrundlag og politiske beslutninger til konkrete resultater for miljø, natur, bæredygtigt fiskeri, klimatilpasning, borgere og virksomheder.
I Miljøstyrelsen er vi ca. 900 kolleger i hele Danmark. Vores hovedkontor ligger i Odense.
Dit faglige ansvarsområde i direktionen Som vicedirektør får du det overordnede ledelsesansvar for Miljøstyrelsens opgaver inden for fiskeriområdet.
Du skal sætte en tydelig strategisk retning for området og sikre, at stærk faglighed bliver omsat til relevante beslutningsgrundlag og konkrete resultater. Du skal kunne navigere i et område med politisk bevågenhed, komplekse faglige problemstillinger og mange forskellige interesser.
En væsentlig opgave bliver at skabe sammenhæng mellem udviklingen af politik og regulering og den konkrete gennemførelse af beslutninger.
Du indgår samtidig i et tæt samarbejde med den øvrige direktion om den samlede ledelse og udvikling af Miljøstyrelsen. Vi har hver vores ansvarsområder, men tager fælles ansvar for helheden, prioriterer på tværs og træffer beslutninger rettidigt.
Hvem er du? Vi forestiller os, at du har betydelig ledelseserfaring fra et departement, en styrelse, en kommune eller en anden større politisk ledet organisation.
Du har stærke generalist- og forvaltningsmæssige kompetencer, sikker politisk forståelse og evnen til hurtigt at sætte dig ind i komplekse problemstillinger.
Vi lægger især vægt på, at du:
- sætter tydelig retning og kan omsætte strategi til handling
- kan lede komplekse og politisk prioriterede opgaver
- tager ansvar for helheden og samarbejder naturligt på tværs
- er optaget af ledelse af mennesker og udvikling af stærke faglige miljøer
- kommunikerer klart og skaber tillidsfulde relationer internt og eksternt.
Du skal have lyst til et tæt og forpligtende samarbejde i direktionen og bidrage aktivt til ambitionen om én sammenhængende Miljøstyrelse.
Løn- og ansættelsesforhold Ansættelsen sker på et 6-årigt åremål i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten” med en grundløn efter gruppe 2. Udover grundlønnen kommer individuelt tillæg, åremålstillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.
Hvis du er tjenestemand i forvejen, kan ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering finde sted i LR 38.
Ansættelsesområdet for kontraktansatte chefer er Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du ansættes som tjenestemand er ansættelsesområdet Miljøstyrelsen. Tjenestestedet er Miljøstyrelsen, Lerchesgade 35, 5000 Odense C.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2026 eller snarest derefter.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Jakob Møller Nielsen på tlf. 41 72 16 07.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest
27. september 2026.
Hvis du er tjenestemand i forvejen, skal ansøgningen stiles til Kongen, og ansættelse som tjenestemand kan efter en konkret og individuel vurdering finde sted i lønramme 38.
Miljøministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.