Vil du bruge din faglighed på noget, der gør en reel forskel? Vi søger en ny kollega til helikopterværkstedet i Aalborg. Uanset om din baggrund er teknisk, administrativ eller anden relevant faglig, får du mulighed for at arbejde med planlægning og koordinering af værkstedsopgaver og samtidig udvikle dine kompetencer gennem en spændende og alsidig hverdag. Hos os får du ansvar, udfordringer og gode kolleger – og mulighed for at sætte dit aftryk på opgaver, der kræver både overblik, kvalitet og samarbejde.
Om os Vedligeholdelsesområde Aalborg reparerer forsvarets helikoptere og kampfly samt komponentvedligeholdelse. Du får i alt 360 kolleger, der arbejder på 7 forskellige specialværksteder, et logistikelement og en planlægningssektion.
Helikopterværkstedet består kun af civile medarbejdere. Vi har en værkstedsleder, 2 assisterende værkstedsledere, 5 dokledere og 56 kollegaer med forskellig faglig baggrund samt 14 flymekanikerlærlinge.
Selvom værkstedet er stort, bliver du tilknyttet et mindre team. Her vil der være mulighed for at lære hinanden bedre at kende, primært gennem dagligt samarbejde og fælles pauser. Vi vægter fællesskabet og prioritere årlig teamtur, sommerfest og julefrokost.
Vi er en unik arbejdsplads, hvor der skal leveres høj kvalitet i arbejdet inden for flyvedligeholdelse og dokumentation.
Vi vægter et højt fagligt niveau, og vi værdsætter det sociale miljø på arbejdspladsen, som baseres på tryghed, tillid og gensidig respekt. Sikkerheden er en naturlig del af hverdagen.
"Som leder og person vægter jeg ordentlighed, tillid og respekt højt. Jeg forventer, at alle i teamet deler disse værdier og arbejder sammen for at levere høj kvalitet til tiden. Jeg ser frem til at byde en ny kollega velkommen, som vil blive en vigtig del af vores team og fællesskab"Thomas Bach Thejl, Værkstedsleder.Om stillingen Du får et tæt samarbejde med dine erfarne kolleger blandt andet igennem sidemandsoplæring. Vi varetager opgaver inden for reparation og fremstilling af flykomponenter i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og eftersyn af flystel.
Med reference til Ass. Værkstedsleder assisterer du doklederne i deres arbejde med administrative, tekniske og styringsrelaterede opgaver via SAP demars, office mm. Du har i høj grad mulighed for selv at planlægge dine opgaver.
Dine primære arbejdsopgaver indebærer følgende områder:
- Ajourføring af strukturlog på EH101 helikoptertypen
- Bistå med værkstedets egenkontrol af sporbarheden på reservedelscertifikater
- Bistå med afklaring af historik på afvigelser
- Medvirke til administration af kompetencekrav for helikopterværkstedets teknikere
- Varetage planlægning af produktionsopgaver og opfølgning af vedligeholdelsesopgaver hos eksterne leverandører, herunder re-planlægning i samarbejde med kunder
- Foretage opfølgning og tilpasning af produktionsplaner, samt opfølgning med henblik på efterkalkulation
- Medvirke til fremskaffelse og opfølgning af materiel til produktionsopgaver
- Forefaldende administrative opgaver på værkstedet
- Modtage og klargøre reservedele til produktion og lager.
Du får mulighed for faglig og personlig udvikling. Du har fleksible arbejdstider, så længe opgaver, drift og samarbejde tillader det.
Rejseaktiviteter vil i mindre grad kunne forekomme blandt andet i forbindelse med din kompetenceudvikling.
Om dig Du arbejder struktureret og systematisk og har blik for detaljen. Da vi beskæftiger os med flyvedligeholdelse, er kvalitet og omhyggelighed en naturlig del af din tilgang til arbejdet. Du er tålmodig, mødestabil og kan fordybe dig i dine opgaver, hvor koncentration og fuld opmærksomhed er afgørende.
En del af dine arbejdsopgaver, herunder dokumentation, foregår i SAP Produktionsmiljø. Det er derfor en fordel, hvis du har kendskab til SAP, men det er ikke et krav. Har du ikke erfaring med systemet, sørger vi for, at du får den nødvendige oplæring som en del af din kompetenceudvikling.
Du har gode sproglige kundskaber i både dansk og engelsk – skriftligt og mundtligt. Det er vigtigt, da en stor del af vores arbejdsinstruktioner og faglige terminologi er på engelsk.
Som kollega er du samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til et godt og givtigt arbejdsmiljø. Du kommunikerer konstruktivt med både interne og eksterne samarbejdspartnere og tager ansvar for dine opgaver såvel som for din egen læring og faglige udvikling.
Ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Aalborg.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte værkstedsleder Thomas Bach Thejl på telefon 2555 2799 eller assisterende værkstedsleder Daniel Krogh Thomsen på telefonnr.: 2555 2877.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Lone Skovgaard Leerbæk på telefon 3090 1290.
Ansøgningsfristen er den 28. september 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse efter aftale.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.