Da vores to dygtige studentermedhjælpere snart stopper hos os, leder vi efter deres afløsere med ansættelse 15. oktober, eller snarest derefter.
Jobbet er på 8 timer ugentligt fordelt på en eller to arbejdsdage. Vi prøver at være fleksible, så dine arbejdstimer passer med din uddannelse, og der kan planlægges rundt om bl.a. eksamensperioder.
Vi forestiller os, at du søger jobbet, fordi det er særligt relevant for dig og dit studie, og at du har kompetencer og interesse for at arbejde indenfor vandområdet. Vi ser gerne, at du ikke er så langt i din uddannelse, og derfor kan blive hos os i nogle år. Det er også en fordel, hvis du har kørekort.
Du skal vælge os, fordi jobbet er en god mulighed for at få et indblik i, hvad det betyder at arbejde i en offentlig administration, og samtidig vil det være et godt springbræt til at komme videre i job, når du er færdiguddannet.
Du bliver tilknyttet Natur og Miljø, Afdeling for Vand, hvor vi primært har brug for hjælp til at varetage drikke- og spildevandsopgaver. Du får et stort ansvar for spildevandsanlæg i det åbne land, hvor du blandt andet skal hjælpe os med at følge op på sager om minirensningsanlæg og bundfældningstanke. Vi har også brug for hjælp til at behandle ansøgninger om nedsivning af regnvand.
Du vil gennem dit arbejde i afdelingen få et godt indblik i myndighedsrollen. Opgaverne kan have tværfaglig karakter, så du vil stifte bekendtskab med flere afdelinger i Natur og Miljø. Du kommer også til hjælpe med at holde vores IT-systemer opdaterede. Det kan indebære løbende journalisering, inddatering i fagsystemer og øvrige forefaldende opgaver.
Du får en arbejdsplads med højt til loftet og med gode muligheder for at styrke dine kompetencer. Du vil komme til at arbejde sammen med mange forskellige fagligheder og ikke mindste vores andre studenter.
Vi forventer, at du har gå-på-mod og har lyst til at kaste dig ud i en bred vifte af opgaver med fokus på at arbejde helhedsorienteret indenfor det samlede vandkredsløb. Det er vigtigt, at du arbejder struktureret og systematisk, og at du er vant til at arbejde i Excel og lignende databaser. Samtidig forventer vi, at du har mod på, og lyst til, at tale med borgerne, idet der kan forventes en del telefonisk opfølgning på sagerne.
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Gitte Normand Andersen, tlf. 29 20 81 eller sagsbehandler Freja Mansachs, tlf. 2452 5285.
Du kan læse mere om Aarhus Kommune på
www.aarhus.dkAnsøgning Stillinger i Aarhus Kommune søges elektronisk. Klik på 'Søg stillingen' for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfristen er mandag den 29. september 2026.
Samtalerne forventes gennemført start oktober 2026.
Tiltrædelse: 15. oktober eller snarest derefter.
Læs mere om Teknik og Miljø, hvad du kan forvente af rekrutteringsprocessen og vores generelle løn- og ansættelsesvilkår.
Bliv en del af Teknik og Miljø (aarhus.dk) Vi ser frem til at høre fra dig!