Brænder du for at gøre en forskel for børn, unge og deres familier? Og trives du i varetagelsen og dokumentationen af alsidige behandlingsopgaver og gruppeforløb, samt i rollen som supervisor for øvrige personalegrupper? Så er det lige netop dig vi står og mangler.
Gedebjerg Skole
Gedebjerg Skole er en veletableret skole, som har eksisteret siden 1998. Skolen er et tilbud til børn og unge i den undervisningspligtige alder, som har brug for et andet skoletilbud end den almindelige folkeskole kan tilbyde.
Her går undervisning, behandling og pædagogik hånd i hånd og eleven er i centrum. Vi tror på, at tryghed, tydelighed og blik for den enkeltes muligheder skaber de bedste betingelser for udvikling.
Skolen har elever med forskellige faglige, sociale og personlige behov – både med og uden diagnoser. Særligt har skolen stor erfaring i at møde børn og unge med diagnoser indenfor: Autismespektrum-forstyrrelser, ADHD og angst, samt børn og unge med følelsesmæssige, sociale og tilknytningsmæssige problematikker og/eller kognitive udfordringer.
Gedebjerg Skole tilbyder undervisning i den fulde fagrække fra 0. - 9. klasse samt særligt tilrettelagte 10.- klasseforløb. I dag har skolen ca. 60 elever, der som udgangspunkt følger deres respektive klassetrin.
Vi tilstræber, at alle elever afslutter deres skolegang med en afgangsprøve, med udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og faglige potentiale.
Som behandlingsansvarlig psykolog har du din hverdag på skolen - tæt på eleverne og medarbejderne. I samarbejde med elever, forældre og medarbejdere, har du det faglige ansvar for behandlingen og er med til at sikre sammenhæng mellem de forskellige indsatser omkring den enkelte elev.
Hverdagen på Gedebjerg Skole
Din hverdag bliver alsidig. Du har terapeutiske samtaler med børn, unge og familier, superviserer det tværfaglige personale omkring eleverne og varetager øvrige behandlingsopgaver.
Du deltager i netværks- og opfølgningsmøder og samarbejder tæt med de fagpersoner, der er omkring eleverne – herunder børne- og ungerådgivere, PPR, kommunale familiebehandlere, psykiatrien og UU-vejledere.
Vi ser det tværfaglige samarbejde som en afgørende forudsætning for at lykkes. Derfor søger vi en psykolog, der både står stærkt i egen faglighed og har lyst til at bringe fagligheden aktivt i spil sammen med andre.
Ingen kan alt på egen hånd – men sammen kan vi en hel masse.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
Varetage behandlingsforløb med elever.
Supervisere skolens faglige personale.
Udvikle og gennemføre gruppeforløb for elever.
Udarbejde behandlingsrapporter og sikre løbende dokumentation og evaluering af behandlingsmål.
Samarbejde med kommunale og øvrige eksterne samarbejdspartnere.
Deltage i netværksmøder og planlægning i forbindelse med nye elevers opstart på skolen.
Vi søger dig, som:
Er uddannet psykolog (cand.psych.) og autoriseret.
Er fagligt velfunderet, omsorgsfuld og engageret.
Er initiativrig, åben og kreativ med blik for ressourcer og succeser i alle dele af dit både mono- og tværfaglige arbejde.
Har lyst til – og gerne erfaring med - at arbejde i en kognitiv adfærdsterapeutisk ramme.
Har øje for mentaliserende og selvværdsfremmende samspil.
Værdsætter og bidrager til en uhøjtidelig og tryg arbejdskultur, med fokus på at spille hinanden gode.
Har erfaring med udviklingsarbejde hos børn og unge med komplekse psykiske og diagnostiske udfordringer samt familiemæssige problemstillinger.
Er tydelig og systematisk i din kommunikation, både mundtligt og skriftligt.
Hos os får du:
En hverdag fyldt med højt humør i vores gode kollegaskab og tværfaglige samarbejde rundt om en mangfoldighed af udfordringer.
Selvstændig arbejdstilrettelæggelse af behandlingsindsatserne og din rolle som supervisor.
Løbende supervision og deltagelse i behandlingskonferencer.
3 - 4 monofaglige årlige kurser.
1 årlig fælles uddannelsesdag.
Praksis- og specialistuddannelse.
Praktiske oplysninger
Er du blevet nysgerrig på stillingen og ønsker du at vide mere om skolen, kan du besøge Gedebjergskole.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte:
Gedebjerg Skole, kontor, 2292 8089
Kirsten, skoleleder, på 2225 8489
Ansøgninger sendes til Job@gedebjergskole.dk
Ansøgningsfrist: Fristen for ansøgning er 02.10.2026, men vi indkalder løbende til samtaler og ansætter ved den rette kandidat.
Tiltrædelse: hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig
| Firma | Gedebjerg Skole A/S Følg |
| Kontaktperson | Kirsten Alexandersen |
| Arbejdsadresse | Skolevej |
| Postnr.: | 4700 |
| Kommune | Næstved |
| Telefonnr. | 22258489 |
| kirsten@gedebjergskole.dk | |
| Ansøgningsfrist | 02/10/2026 |