Kapacitetscenter Maritim søger en erfaren og struktureret leder med teknisk forståelse, godt overblik og interesse for materiel, vedligeholdelse og drift.
Du får en central rolle i arbejdet med at sikre en effektiv og velfungerende understøttelse af Forsvarets maritime materiel. Vi ser gerne, at du har erfaring med SAP, særligt inden for MM (Material Management) og PM (Plant Maintenance), og at du kan bidrage til at udvikle og optimere anvendelsen af systemets eksisterende funktioner inden for materiel- og vedligeholdelsesområdet.
Om os Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), Maritime Division (KAMA) har hovedkontor i Ballerup og er overordnet systemansvarlig for alle Forsvarets skibe og fartøjer, maritime systemer, samt maritimt materiel.
Forretningsområde for Maritime Platforme, er organisatorisk placeret under Chefen for Den Maritime Division. Vi arbejder med hele materiellets livscyklus – fra anskaffelse og implementering af maritimt materiel og mindre fartøjsanskaffelser, til vedligeholdelse, modernisering og endelig bortskaffelse. Kort sagt tager vi ansvar for materiellet fra "vugge til grav".
Forretningsområdet består af 40 engagerede medarbejdere fordelt på både civile og militære medarbejdere, herunder ni kapacitetsmanagere med separate ansvarsområder. For at være tæt på vores brugere (Søværnet), har vi kollegaer på to rederkontorer på henholdsvis Flådestation Frederikshavn og Flådestation Korsør.
Du kan forvente en udfordrende hverdag i et dynamisk miljø med en fri og uformel omgangstone, hvor faglighed, daglig sparring og godt kollegaskab er i fokus. Vi tilbyder en fleksibel hverdag med respekt for den enkeltes kompetencer, hvor du har stor mulighed for selv at planlægge opgaver og arbejdsrutiner
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med fokus på samarbejde med udgangspunkt i den enkelte medarbejders kompetencer.
Om stillingen Som sektionschef for Drift- og Støttesektionen får du en alsidig chefstilling med ansvar for en bred portefølje af tekniske og administrative opgaver.
Du bliver personaleleder for 10 engagerede medarbejdere med forskellige faglige kompetencer. Vi søger derfor en tydelig, nærværende og engageret chef, som kan skabe retning og samtidig har fokus på trivsel, udvikling, samarbejde og gode resultater.
En væsentlig del af stillingen består i at koordinere og samarbejde med interne og eksterne interessenter, herunder brugere, leverandører og øvrige samarbejdspartnere. Det er derfor vigtigt, at du er god til at skabe relationer, kommunikere på tværs af fagområder og få forskellige perspektiver til at mødes i fælles løsninger.
Hverdagen er varieret og præget af mange samtidige opgaver. Du skal derfor kunne prioritere, bevare overblikket og sikre fremdrift – også når flere opgaver kræver opmærksomhed på samme tid.
Du vil være med til at sikre, at det maritime materiel er tilgængeligt, vedligeholdt og understøttet på en effektiv og økonomisk ansvarlig måde. Det indebærer blandt andet fokus på driftsstabilitet, vedligeholdelsesplanlægning, materielstyring og løbende forbedring af arbejdsgange og processer.
Stillingen giver dig desuden en vigtig rolle i forbindelse med kommende ny- og erstatningsanskaffelser af skibe, fartøjer og øvrigt maritimt materiel. Her vil du blandt andet bidrage til, at nye løsninger integreres hensigtsmæssigt i de eksisterende systemer, processer og organisatoriske rammer.
Forsvaret står over for en betydelig udvikling og udbygning af sine maritime kapaciteter, og stillingen giver derfor mulighed for at få indflydelse på både den daglige drift og den langsigtede udvikling af området.
Om dig Du har en relevant videregående uddannelse, gerne inden for et teknisk, logistisk, eller driftsmæssigt område.
Din konkrete uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har den erfaring, ledelsesmæssige forståelse og faglige tyngde, der skal til for at lede en kompleks drifts- og støttefunktion.
Vi lægger vægt på, at du:
- arbejder struktureret og bevarer overblikket
- tager initiativ og følger opgaver til dørs
- trives med en varieret hverdag og flere samtidige opgaver
- kan prioritere og fastholde fokus på det væsentlige
- har ledelseserfaring og formår at skabe retning, engagement og udvikling
- har stærke samarbejds- og relationskompetencer
- kan arbejde på tværs af fagområder og organisatoriske niveauer
- har god dømmekraft og kan træffe beslutninger
- kommunikerer klart, professionelt og konstruktivt
- formulerer dig sikkert på både dansk og engelsk, mundtligt og skriftligt.
Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for materielanskaffelse, materieldrift og vedligeholdelse.
Erfaring med SAP vægtes højt, særligt inden for MM og PM.
Ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommandørkaptajn Morten Lauridsen på telefon 5087 7211 eller den nuværende stillingsindehaver, Per Kragh Dich, på telefon 6113 9566.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.
Ansøgningsfristen er
den 19. oktober 2026. Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristen. Forventet tiltrædelse er den 1. december 2026 eller efter nærmere aftale.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.