Får du ekstra glæde af velfungerende processer, høj compliance og opfølgning, der faktisk bliver brugt til noget vigtigt? Drømmer du samtidig om et job, hvor du kan bruge din administrative værktøjskasse til noget, der gør en forskel for forskning og samfund? Så har vi måske dit næste job som Indkøbskoordinator og Superbruger på DTU Sustain.
Du bliver en del af et velfungerende administrativt hold, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og mener, at godt humør er mindst lige så vigtigt som gode processer.
Jobbet På DTU Sustain har vi samlet den administrative support centralt, hvilket giver os et stærkt fagligt fællesskab og mulighed for at hjælpe hinanden på tværs af opgaver og kompetencer.
Vi har superbrugere på alle DTU's administrative systemer, som understøtter medarbejderne i den daglige drift. Vi søger nu en kollega til en nyoprettet stilling, som kombinerer tre spændende superbrugerroller:
- Indkøbskoordinator:
Du bliver én af instituttets tre indkøbskoordinatorer og fungerer som bindeled til DTU's centrale indkøbsorganisation. Du understøtter instituttet i de daglige indkøbsopgaver, følger op på compliance og hjælper kollegaer med at navigere i regler, rammeaftaler og muligheder inden for offentlige indkøb. Kort sagt: Du hjælper med at få de rigtige ting købt på den rigtige måde. - Superbruger Indkøb:
Vores forskning spænder bredt, og det gør indkøbene også. Den ene dag kan det handle om opslagstavler, kemikalier og petriskåle, den næste om snescootere eller planteborde. Du hjælper medarbejderne sikkert gennem indkøbsprocessen og følger sammen med dine superbrugerkolleger op på, at alt kommer godt fra start til slut. - Superbruger på Tid og Fravær:
Sammen med en kollega står du for opfølgning på ferie- og tidsregistrering for instituttets medarbejdere. Opgaven handler om detaljerne, men gør en stor forskel ved at sikre et solidt grundlag for løn og økonomistyring. Din indsats er med til at sikre, at data er korrekte, og at tingene hænger sammen.
I Administrationen arbejder vi tæt sammen på tværs af opgaver og fagområder, så du vil også løbende blive involveret i andre fagområde og ad hoc-opgaver på tværs.
Vores forventninger til digDer er tale om en central supportfunktion, hvor du med din systematiske tilgang og sans for detaljer er med til at få instituttets hverdag til at hænge lidt bedre sammen.
En stor del af arbejdet foregår i DTU's systemer og indebærer håndtering, kvalitetssikring og opfølgning på data. Derfor er det vigtigt, at du er fortrolig med digitale værktøjer og trives med at arbejde med tal og datagrundlag. Har du stærke Excel-kompetencer, er det en klar fordel.
Du er typen, der lægger mærke til de detaljer, som andre overser, og som er nysgerrig nok til at undersøge, hvorfor tallene ikke helt ser ud, som de plejer. Du arbejder selvstændigt og tager gerne initiativ, når du ser en smartere måde at gøre tingene på. Du har svært ved at lade være med at optimere et regneark eller en arbejdsgang, hvis du kan se, at den kan blive mere effektiv. Når noget ikke umiddelbart giver mening, er din første tanke ikke "det var mærkeligt", men snarere "det må undersøges nærmere".
Derudover forventer vi, at du har:
- Erfaring fra lignende administrative stillinger
- Solid erfaring med Microsoft Office, særligt Excel, samt lyst og evne til hurtigt at sætte dig ind i nye administrative systemer
- Erfaring med databehandling, opfølgning og kvalitetssikring samt en struktureret og metodisk tilgang til opgaveløsning
- Evne til at arbejde selvstændigt, effektivt og med fokus på høj kvalitet i leverancerne
- Gode samarbejdsevner, da du bliver en del af en tæt gruppe, hvor vi løfter i flok og hjælper hinanden
- Gode dansk- og engelskkundskaber, både skriftligt og mundtligt, da engelsk er instituttets arbejdssprog.
Erfaring med administration i universitetsverdenen er en fordel, men bestemt ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære nyt og bidrage aktivt til fællesskabet.
Hvad tilbyder vi digDu får ti gode kolleger i Sekretariatet og bliver samtidig en del af den samlede administrationsgruppe, som sammen med IT og Forskningssupport udgør instituttets centrale administration. Du kan derfor se frem til et arbejdsmiljø, hvor videndeling, sparring og hjælpsomhed er en naturlig del af hverdagen.
Du refererer til Sekretariatets teamleder og får en bred berøringsflade på tværs af instituttet.
Vi prioriterer fællesskabet højt og tror på, at de bedste resultater skabes, når man både trives fagligt og menneskeligt. Derfor hjælper vi hinanden, deler erfaringer og fejrer de små og store succeser undervejs.
Vi lægger vægt på en fornuftig work-life balance og tilbyder fleksibilitet i forhold til arbejdstider. Der vil ikke være faste hjemmearbejdsdage, men hjemmearbejde kan efter behov aftales lejlighedsvis.
Løn og ansættelsesvilkårLøn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK/Stat). Der kan desuden forhandles tillæg i henhold til DTU's lønstruktur for HK Kontor
eller HK Laborant:
https://www.inside.dtu.dk/human-resources/under-ansaettelsen/loen/loenstrukturerStillingen er deltid med 25 timer ugentligt og ønskes besat 1. november eller snarest derefter. Timerne kan efter aftale fordeles på enten 4 eller 5 ugentlige arbejdsdage.
Dit daglige arbejdssted vil være DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontaktVi skal modtage din online ansøgning senest den
15. oktober 2026. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sekretariatsleder Helene Hviid på hviid@dtu.dk eller tlf. 9351 0653. Læs mere om DTU Sustain på
www.sustain.dtu.dkAnsøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU Sustain - Institut for Miljø- og Ressourceteknologi - er et af de største universitetsinstitutter i Europa med speciale i miljø- og ressourceteknologi. Instituttet udfører forskning, udvikling og forskningsbaseret rådgivning og leverer uddannelsesprogrammer og service til samfundet. Vi arbejder på at udvikle nye miljøvenlige og bæredygtige teknologier, metoder og løsninger samt at formidle denne viden til samfundet og nye generationer af ingeniører. Instituttet har cirka 350 medarbejdere med mere end 50 nationaliteter.DTU – Til gavn for samfundet siden 1829DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.