Teamleder til Team Synsvirksomheder & Vejsidesyn – vær med til at udvikle fremtidens tilsyn Vil du stå i spidsen for et stærkt fagligt team, der hver dag gør en forskel for færdselssikkerheden? Har du lyst til at videreudvikle et myndighedsområde, hvor effektiv drift, risikobaseret tilsyn og digitalisering går hånd i hånd? Og motiveres du af at skabe retning, udvikle dygtige medarbejdere og lede både på distancen og tæt på den daglige opgaveløsning?
Så er du måske vores nye teamleder i Team Synsvirksomheder og Vejsidesyn.
Som teamleder får du en central rolle i at sikre både den daglige drift og den fortsatte strategiske udvikling af teamets opgaver. Du får ansvaret for et stærkt fagligt team, der bidrager til, at synsvirksomheder og uddannelsessteder lever op til gældende regler og standarder, og at Danmark opfylder sine forpligtelser inden for vejsidesyn.
Vores ambition er at udvikle et stadig mere effektivt, målrettet og samfundsnyttigt tilsyn. Vi skal bruge vores ressourcer dér, hvor de skaber størst værdi for færdselssikkerheden og for konkurrencelighed. Det betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på de virksomheder og køretøjer, hvor risikoen for manglende regelefterlevelse er størst. Samtidig skal virksomheder, der har styr på deres forhold, opleve en professionel myndighed, hvor kontakten og tilsynet gennemføres hurtigt, effektivt og med færrest mulige administrative byrder. Det er en strategisk retning, vi allerede arbejder efter, og som du får en vigtig opgave i at videreføre og udvikle sammen med medarbejderne.
Om teamet Team Synsvirksomheder og Vejsidesyn har en bred opgaveportefølje med væsentlig betydning for færdselssikkerheden. Teamets opgaver omfatter blandt andet:
- Tilsyn med synsvirksomheder.
- Gennemførelse af knap 6.000 vejsidesyn af erhvervskøretøjer årligt.
- Udvikling af en synsordning i Grønland samt bidrag til den efterfølgende drift.
- Godkendelse af og tilsyn med udbydere af uddannelser inden for synsområdet.
- Vejsidesyn af motorcykler.
- Administrative myndighedsopgaver i tilknytning til de praktiske tilsyn.
- Bidrag til udvikling og fortolkning af regler på området.
Teamet består af 19 engagerede og fagligt stærke medarbejdere, som alle er bilsynsinspektører. Medarbejderne arbejder med udgangspunkt i deres hjemmeadresser og er geografisk fordelt over hele Danmark samt en medarbejder i Grønland.
Det stiller særlige krav til dig som leder. Du skal kunne skabe retning, sammenhæng og fællesskab på tværs af geografiske afstande. Samtidig forventer vi, at du prioriterer at komme tæt på medarbejdernes hverdag og opgaveløsning, så du har et solidt fagligt grundlag for dine ledelsesmæssige beslutninger.
Som teamleder bliver du en del af ledelsesteamet i afdelingen Vejsikkerhed, hvor du arbejder tæt sammen med afdelingens to øvrige teamledere og kontorchefen. Du får desuden en vigtig rolle i samarbejdet på tværs af Færdselsstyrelsen, både fagligt og strategisk.
Din vigtigste opgave er at sikre drift og fortsætte den strategiske udvikling Du overtager ledelsen af et velfungerende team med en omfattende driftsopgave og en tydelig strategisk retning. Din opgave bliver både at sikre en stabil drift af høj kvalitet og at videreføre og styrke den udvikling, som allerede er sat i gang.
Vi ønsker hele tiden at blive dygtigere til vores opgaver og skabe størst mulig værdi med de ressourcer, vi har til rådighed.
Et centralt element i vores strategi er at optimere vores risikobaserede og differentierede tilsyn. Vi skal i endnu højere grad målrette vores indsats mod de områder og aktører, hvor der er størst risiko for manglende overholdelse af reglerne. Her skal vi være grundige, konsekvente og sikre, at vi kommer hele vejen rundt om de relevante problemstillinger. Omvendt skal vi tilrettelægge vores indsats, så virksomheder, der overholder reglerne, oplever en effektiv og professionel myndighed, som ikke påfører dem unødige byrder.
Det kræver, at vi løbende udvikler vores arbejdsprocesser, bliver bedre til at anvende data og udnytter mulighederne i digitalisering.
Den digitale transformation bliver derfor et vigtigt redskab i teamets fortsatte udvikling. Som teamleder skal du kunne se mulighederne i nye digitale løsninger, prioritere udviklingsindsatser og sikre, at forandringerne bliver forankret i den daglige opgaveløsning. Du skal derfor kunne tage det ledelsesmæssige ansvar for at identificere nye teknologiske muligheder, udvikle dem og implementere det i praksis.
Du skal kunne omsætte den strategiske retning til konkrete forbedringer, der giver mening for medarbejderne, styrker kvaliteten i vores myndighedsarbejde og skaber værdi for både samfundet og de virksomheder, vi fører tilsyn med.
Vi lægger derfor vægt på, at du har forståelse for forandringsledelse, kan skabe følgeskab og har lyst til at drive udviklingen i tæt samarbejde med teamets medarbejdere.
Dine ledelsesopgaver Som teamleder er du drivkraften i teamets hverdag. Du er engageret og sætter retning, skaber engagement og sikrer, at strategiske ambitioner bliver omsat til konkrete resultater. Du leder med afsæt i Færdselsstyrelsens værdier og formår at kombinere en tydelig ledelsesmæssig retning med tillid, involvering og respekt for medarbejdernes faglighed.
Du skal være tæt på driften og samtidig have blik for det lange sigte. Det betyder blandt andet, at du skal kunne prioritere mellem daglige driftsopgaver og udviklingsaktiviteter og sikre, at medarbejderne har de rette rammer for at lykkes med begge dele. For at sikre en nærværende ledelse og mulighed for at arbejde med driften og udvikling heraf, må du i stillingen forvente at skulle ude hos medarbejderne i deres praksis og på kontoret i Ribe.
Da medarbejderne arbejder over hele landet, er det vigtigt, at du mestrer ledelse på distancen uden at miste nærheden til medarbejderne og deres opgaver. Du skal være nysgerrig på den praktiske opgaveløsning, have lyst til at komme ud, hvor arbejdet udføres, og sammen med medarbejderne arbejde med kvalitet og udvikling af opgaverne.
Du får også en vigtig rolle i at sikre et stærkt samarbejde med de øvrige fagområder i styrelsen. Teamet har særligt tætte samarbejdsrelationer til de teams, der arbejder med reglerne for godkendelse af køretøjer og reglerne på synsområdet. Det er afgørende, at du bidrager til en stærk forbindelse mellem disse fagområder og dit eget team, så regeludvikling, faglig viden og praktisk myndighedsudøvelse understøtter hinanden.
Hvem er du? Vi søger en leder, der både kan sikre en effektiv drift og har ambitioner om at udvikle teamets opgaver, processer og medarbejdere.
Du skal have lyst og evne til at sætte dig ind i opgaverne og forstå den virkelighed, som medarbejderne og de virksomheder, vi fører tilsyn med, arbejder i. Det vil derfor være en klar fordel, hvis du har branchekendskab og erfaring med synsområdet, køretøjsbranchen eller beslægtede fagområder. Det vil give dig et godt udgangspunkt for hurtigt at forstå teamets opgaver, indgå i den faglige dialog og bidrage til den fortsatte strategiske udvikling.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- Har erfaring med eller en solid forståelse for driftsledelse og kan skabe struktur og prioritere i en kompleks hverdag.
- Har strategisk forståelse og evner at omsætte mål og ambitioner til konkrete forbedringer og resultater.
- Har blik for mulighederne i digitalisering, databaseret prioritering og effektivisering.
- Forstår forandringsledelse og kan engagere medarbejderne i udviklingen af opgaver og arbejdsgange.
- Trives med ledelse på distancen og samtidig prioriterer at være tæt på medarbejdernes hverdag.
- Skaber tillid gennem åben dialog, tydelige forventninger og involvering.
- Har fokus på medarbejdernes trivsel, faglige udvikling og et stærkt fællesskab.
- Kommunikerer klart og professionelt, både mundtligt og skriftligt.
- Har stærke samarbejdsevner og kan skabe gode relationer på tværs af fagligheder og organisatoriske skel.
- Har lyst og evne til at være i tæt dialog med branchen og vores øvrige eksterne interessenter.
- Bevarer roen og overblikket, også når tempoet er højt.
- Bidrager med godt humør og en positiv tilgang til samarbejdet.
- Har kørekort til personbil.
Du har desuden politisk tæft og gerne erfaring fra en politisk ledet organisation. Du forstår betydningen af, at vi som myndighed arbejder professionelt og troværdigt i samspillet med både internt og eksterne interessenter. Det gælder blandt andet samarbejdet med ministeriet, brancheorganisationer, synsvirksomheder, vognmænd og chauffører.
Vi ser gerne, at du har en naturlig interesse for branchen og er nysgerrig på dens udvikling og udfordringer. Du skal kunne kombinere forståelsen for branchens vilkår med den uafhængighed og myndighedsrolle, som er afgørende for vores arbejde.
Om Færdselsstyrelsen Færdselsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet med hovedsæde i Ribe. Vi er godt 600 medarbejdere, der hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for sikker og
bæredygtig færdsel på vejene.
Vi har ansvaret for regulering og tilsyn på vejtransportområdet i Danmark og for køreprøveafvikling og -administration.
Vores arbejde bygger på fællesskab, handlekraft, læring og meningsskabelse.
Hos os lykkes vi gennem samarbejde, åbenhed og ansvar – både for opgaven og for hinanden.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er en fast stilling på fuld tid med tiltrædelse 1. december 2026.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst. Lønnen fastsættes på niveau med chefkonsulent med personaleansvar og følger rammerne i Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt pr. 1. august 2026.
Arbejdssted: Ribe.
Færdselsstyrelsen er en pendlervenlig og fleksibel arbejdsplads med fokus på balance mellem arbejde og fritid. Du vil derfor få tilbudt det nødvendige udstyr til en velfungerende hjemmearbejdsplads.
Vil du vide mere? Du er meget velkommen til at kontakte Kontorchef Rene Jensen tlf. 41 87 18 33, hvis du vil høre mere om stillingen. Send gerne en sms, så ringer Rene til dig.
Sådan søger du Send din ansøgning, cv og relevant dokumentation elektronisk via stillingsopslaget på fstyr.dk
senest 20. oktober 2026.
Vi forventer at afholde første samtalerunde den
23. oktober og anden samtalerunde i uge 44.
Samtalerne afholdes fysisk ved Færdselsstyrelsen i Ribe
Mellem de samtaler gennemføres et testforløb, og der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne. Hertil kan der indgå case arbejde i processen.
Vi ønsker en medarbejder sammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund til at søge.