Er du vores nye dansklærer på Humlebæk Skole?Vi søger en lærer til vores dejlige børn og dygtige kolleger i indskolingen.
Stillingen er en fastansættelse med tiltrædelse 1. december 2026. Dansk er det primære fag, men vi er også interesserede i dine øvrige kompetencer og sammensætter gerne den rette fagpakke for den rigtige ansøger. Har du interesse eller uddannelse inden for AKT, vil det også være en fordel.
På Humlebæk Skole arbejder vi tæt sammen i årgangsteam og har fleksibel klassedannelse. Det betyder, at du bliver lærer for hele årgangen og underviser på tværs af hold. Undervisningen planlægges i fællesskab, og vi lægger stor vægt på samarbejde. Samtidig ønsker vi at give plads til dine idéer, interesser og faglige passioner. Hos os skal det, du brænder for, kunne lade sig gøre.
Gennem de seneste år har vi opbygget et veludstyret makerspace, som understøtter kreativ og praksisorienteret undervisning. Vi prioriterer co-teaching og har skolepædagoger tilknyttet alle årgange i indskolingen. Didaktisk og pædagogisk udvikling er derfor en naturlig del af vores hverdag.
Du bliver en del af et engageret team med fokus på børnenes stemme, høj faglighed og en kultur, hvor vi hjælper hinanden. Samtidig bliver du en del af en velfungerende personalegruppe med et stærkt socialt fællesskab og mange faglige og festlige arrangementer gennem året.
Vi tænker om dig, at du trives i kompleksitet og kan bevare overblikket når mange ting er i spil. Du værdsætter struktur, men er også god til at gribe de spontane muligheder, der opstår. Du har blik for både fællesskabet og det enkelte barn og kan se dig selv i arbejdet med skolens værdier: Ambition, Dannelse og Fællesskab.
Humlebæk Skole er en traditionsrig skole fra 1907 og en integreret del af byens liv. Vi har et stort og aktivt forældreengagement, og vores inspirerende rammer bruges af både børn, unge og voksne uden for skoletiden.
Skolen har to afdelinger: en indskolingsafdeling tæt på vand og skov og en udskolingsafdeling omgivet af mark og eng. Vi bruger lokalområdet aktivt og inddrager natur og kultur i undervisningen.
Skolen er let at komme til fra hele Storkøbenhavn med kort afstand til både Humlebæk Station og Helsingørmotorvejen.
Se vores film om skolen her:
Humlebæk SkoleLyder det som noget for dig, kan vi tilbyde en hverdag med mening, engagement og en god portion humor.
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Marianne Povlsen på 29 37 42 20 eller skoleleder Hans Frøslev Jensen på 27 11 42 48 for yderligere information.
Ansøgningsfrist: onsdag den 21. oktober kl. 12.00
Samtaler: fredag den 23. oktober fra kl. 10.00
Vi glæder os til at høre fra dig.