Projektleder til udvikling og implementering af kunde- og tryghedsløsninger
Vil du drive projekter, der gør en synlig forskel for kunderne i Odense Letbane? Som projektleder i vores kommercielle team får du ansvar for udviklingsprojekter med særligt fokus på kvalitet og tryghed – fra idé og koordinering til gennemførelse og opfølgning.
Det skal være nemt, trygt og attraktivt at rejse med Odense Letbane. Derfor arbejder vi løbende med den oplevede tryghed og kvalitet ved hele kunderejsen – fra planlægning og billetkøb til ophold på perronen og rejsen i toget. Vi søger en projektleder, der kan omsætte behov og idéer til løsninger, som kunderne mærker i hverdagen.
Du bliver ansvarlig for at drive forskellige projekter, som udvikler forretningen og styrker kundeoplevelsen. En central opgave bliver at stå i spidsen for nye tryghedsskabende tiltag i tæt samarbejde med FynBus og Keolis. Du bliver samtidig kundens tekniske ambassadør: Du behøver ikke selv at være tekniker, men du skal kunne sætte dig ind i kunderejsen, opdage udfordringer og samle de rette fagpersoner, der kan udvikle løsninger.
Du bliver også ansvarlig for at følge behovet for tilpasninger i kørslen og sammen med Keolis og Fynbus sikre, at køreplanen tilpasses, så den bedst muligt dækker kundernes behov. Du kommer bl.a. til at koordinere bestilling af ekstrakørsel ved større begivenheder i byen.
Du bliver en del af Odense Letbanes kommercielle team på fem personer. Sammen arbejder vi for gode kundeoplevelser, en stærk drift og flere passagerer. Du får en bred kontaktflade og mulighed for at sætte dit præg på projekter, der er synlige i byen og mærkbare for kunderne.
Vi løser opgaverne i fællesskab og har hver især en bred portefølje. Teamet arbejder blandt andet med udviklingsprojekter, analyse, kundehenvendelser, driftsopfølgning, presse, markedsføring, partnerskaber og events. Vi samarbejder tæt med Odense Kommune, FynBus og Keolis samt med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og aktører inden for blandt andet handel, kultur, sport og turisme.
Odense Letbane står også i spidsen for anlægget af etape 2 – en ny forbindelse, der er med til at transformere Odense, binde byen tættere sammen og skabe nye muligheder for byudvikling. Med udbygningen følger en række spændende kommercielle opgaver, blandt andet omkring borgerinformation.
Vi leder efter dig, der trives med at skabe fremdrift og sikre kvalitet på tværs af fagligheder og organisationer. Du arbejder struktureret, lægger realistiske planer og følger vedholdende op, til ideerne er ført ud i livet. Samtidig kommunikerer du klart og professionelt med både kunder, kolleger og samarbejdspartnere.
Om jobbet
Dine vigtigste opgaver bliver at:
Drive forskellige projekter i det kommercielle team, der udvikler forretningen og styrker kundeoplevelsen
Lede letbanens tryghedstiltag i samarbejde med kolleger, Keolis og FynBus
Koordinere arbejdet med at styrke letbanens beredskab ved erstatningsbuskørsel
Følge behovet for tilpasninger i kørslen og koordinere bestilling af ekstrakørsel ved større begivenheder
Være kundens tekniske ambassadør og sikre, at udfordringer bliver omsat til løsninger sammen med de rette fagpersoner
Bidrage til besvarelse af kundehenvendelser
Tage den gule vest på ved udvalgte lejligheder og være med til at sikre god kundeservice ved større events
Indgå i vores korps af letbaneambassadører, som 5-10 gange om året arrangerer aktiviteter i byen og langs letbanen
Om dig
Vi forestiller os, at du:
Har en mellemlang eller lang videregående uddannelse og mindst fem års relevant erhvervserfaring
Har erfaring med projektledelse og kan skabe fremdrift blandt forskellige interessenter
Har teknisk flair og hurtigt sætter dig ind i nye systemer og problemstillinger
Arbejder selvstændigt, struktureret og initiativrigt
Er energisk og vedholdende og følger op på, at aftaler bliver omsat til handling
Har personlig gennemslagskraft og kommunikerer klart i skrift og tale
Kan tale og læse engelsk
Bidrager aktivt til et hjælpsomt og uformelt kollegaskab
Det er en fordel, hvis du
Kender Odense og interesserer dig for den udvikling, byen gennemgår
Bruger kollektiv trafik og har blik for driftskvalitet og gode kundeoplevelser
Arbejdstid og arbejdssted
Du bliver en del af Odense Letbanes organisation med 31 ansatte. Vi hjælper hinanden på tværs, og vi forventer, at du gør det samme, når der er brug for det. Enkelte opgaver kan ligge uden for normal arbejdstid – eksempelvis ved særlige tryghedstiltag, driftsforstyrrelser eller events.
Dit primære arbejdssted er Odense Letbanes kontor på Skibhusvej. Der er mulighed for at arbejde hjemmefra, når opgaverne og samarbejdet med kollegerne tillader det.
Vi tilbyder
Du får et selvstændigt job med stor frihed under ansvar og mulighed for at præge projekter, der har betydning for mange menneskers hverdag. Du bliver en del af en lille, effektiv organisation med kompetente kolleger, et uformelt arbejdsmiljø og et godt socialt fællesskab. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og en bred kontaktflade til letbanens mange samarbejdspartnere.
Få mere at vide
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommerciel chef Lotte Stensberg på 21 15 25 72.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er søndag den 18. oktober.
Vi forventer at holde første samtaler i uge 43 og anden samtaler i uge 44. Kandidater, der går videre til anden samtalerunde, bliver bedt om at gennemføre en personprofil og forberede en case.
Forventet tiltrædelse er 1. december 2026.
Mangfoldighed
Odense Letbane betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, etnisk tilhørsforhold, handicap mv. Odense Letbane er desuden medlem af Mangfoldighedscharter Odense.
| Firma | Odense Letbane P/S Følg |
| Arbejdsadresse | Skibhusvej |
| Postnr.: | 5000 |
| Kommune | Odense |
| Ansøgningsfrist | 18/10/2026 |