Kan du lide at finde ud af, hvordan ting virker – og hvorfor de nogle gange ikke gør?
Hos 24/7 Låseservice i Skanderborg søger vi en sikringstekniker, der på sigt kan arbejde selvstændigt med vores mange forskellige opgaver inden for låse og sikring.
Er du allerede låsesmed eller sikringstekniker, vil vi meget gerne høre fra dig. Men du kan også være mekaniker, elektriker eller komme fra alarm, adgangskontrol eller et andet relevant teknisk fag.
Det vigtigste for os er, at du har et solidt teknisk og håndværksmæssigt fundament, som vi kan bygge videre på.
Søger du i stedet en læreplads som låsesmed?
Vi søger også en låsesmedslærling. Se vores særskilte lærlingeopslag.
Hvad laver en sikringstekniker hos os?
Låsesmedsfaget er i dag langt mere end nøgler og traditionelle låse. Hos os kombinerer jobbet mekanik, elektronik, IT, fejlfinding, håndværk og kundekontakt.
Din første kunde kan have en lås, der skal omkodes. Hos den næste skal du fejlfinde på en dørtelefon. Senere skal en bilnøgle programmeres, en dørautomatik serviceres eller en virksomhed rådgives om sit låsesystem.
Og så kan en akut opgave pludselig ændre dagens program.
Vi arbejder for både private og virksomheder og løser også opgaver for bl.a. politi, præhospital, hjemmepleje og fogeden i forbindelse med udsættelser.
Dine opgaver kan bl.a. være:
omkodning, stiftning og montering af låse og låsesystemer
skæring og kopiering af nøgler
adgangskontrol, alarm og videoovervågning
dørtelefoni, dørlukkere og dørautomatik
programmering af bilnøgler
fejlfinding på mekaniske og elektroniske løsninger
sikkerhedstjek og akutoplukninger.
Du behøver ikke kunne det hele fra første arbejdsdag. Har du det rette tekniske fundament, lærer vi dig de dele af faget, du mangler.
Hvem er du?
Du kan fx være låsesmed, sikringstekniker, mekaniker, elektriker, alarmteknikker, adgangskontroltekniker eller have en anden relevant teknisk eller håndværksmæssig baggrund.
Du er teknisk nysgerrig, vant til at bruge værktøj og har let ved at forstå, hvordan ting hænger sammen. Når kunden siger “den virker ikke”, kan du stille spørgsmål, undersøge problemet og arbejde dig frem til en løsning.
IT er også en væsentlig del af hverdagen med bl.a. digitale jobkort, nøglemaskiner, opslagsværker og forskellige tekniske programmer. Du behøver ikke kende vores systemer, men du skal være fortrolig med IT og have let ved at lære nyt.
Langt størstedelen af arbejdet foregår ude hos vores kunder. En almindelig arbejdsdag kan indeholde 4–5 kundebesøg, primært i Skanderborg og området omkring Aarhus, Horsens, Hovedgård, Silkeborg, Hammel og Odder.
Når du er oplært, skal du kunne tage ansvar for dine opgaver og løse dem selvstændigt. Sidder du fast, vil vi dog langt hellere have, at du spørger om hjælp i tide, end at du bruger flere timer på et problem alene.
Kunden skal have lyst til at ringe igen
Du kommer ind i menneskers hjem og virksomheder på vegne af 24/7 Låseservice. Derfor betyder den gode kundeoplevelse meget for os.
Du skal kunne lytte til kunden, forstå behovet og efterlade arbejdsstedet ordentligt. Ser du noget, kunden med fordel kan få ordnet samtidig, må du gerne rådgive om det – men vi oversælger ikke.
Vores hverdag består primært af serviceopgaver frem for længerevarende projektarbejde. Derfor skal du også kunne arbejde effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Oplæring og udvikling
Mangler du erfaring med dele af sikringsfaget, bliver du oplært. Den første tid vil du typisk arbejde tæt sammen med Dan, som ejer 24/7 Låseservice og selv arbejder som låsesmed og sikringstekniker.
Du får gradvist egne opgaver, efterhånden som du er klar, og hvor det er relevant og muligt, supplerer vi med kurser hos vores leverandører.
Vi forventer, at du
har et solidt teknisk og håndværksmæssigt fundament
er vant til almindeligt værktøj og har lyst til at lære nyt
er fortrolig med IT og digitale systemer
arbejder effektivt og med ordentlig kvalitet
kan arbejde selvstændigt og samtidig bede om hjælp
lytter, lærer og følger de aftalte arbejdsmetoder
møder kunderne positivt og professionelt
kan kommunikere ubesværet med kunder og kolleger på dansk, både mundtligt og skriftligt
har kørekort B
kan fremvise ren straffeattest, da vi udfører opgaver for bl.a. politiet, som stiller krav om dette.
Det tilbyder vi
Vi er en lille virksomhed, hvor den enkelte medarbejder har betydning. Har du forslag til bedre arbejdsgange, mangler du det rigtige værktøj eller ser du en mulighed for at gøre noget smartere, vil vi gerne høre det.
Stillingen kan tilpasses den rette kandidat, og vi er åbne i forhold til det konkrete ugentlige timetal. Arbejdstiden ligger som udgangspunkt mandag–fredag omkring kl. 8–16.
Vi tilbyder bl.a.:
løn efter kvalifikationer
pension efter prøvetiden
arbejdstøj og nødvendigt værktøj
5 feriefridage efter ét års ansættelse
betalt fri den 24. december
relevante faglige kurser, hvor det er muligt
mulighed for firmabil med hjem, når kompetencer og opgaver gør det relevant.
Er du fuldtidsansat, er deltagelse i vores vagtordning et krav, når du er tilstrækkeligt oplært til at varetage vagten selvstændigt. Du kommer altså ikke på vagt, før du er fagligt klar.
Vagtordningen er som udgangspunkt hver anden uge og honoreres med et fast vagttillæg samt tillæg ved udkald.
Har vi fanget din interesse?
Så vil vi gerne høre hvorfor.
Send os dit CV og fortæl kort:
Hvorfor har netop dette job fanget din interesse?
Hvilken erfaring eller teknisk kunnen tager du med dig?
Hvad kunne du især tænke dig at lære eller arbejde med hos os?
Vi vil langt hellere kunne mærke din interesse for jobbet end læse en perfekt formuleret standardansøgning.
Er du i tvivl om, hvorvidt din faglige baggrund er relevant, er du velkommen til at ringe og tage en snak med os.
Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi finder den rette.
24/7 Låseservice
Asylgade 1 · 8660 Skanderborg
Tlf. 86 51 11 11
Ansøgning: ke@247ls.dk
| Firma | 24/7 Låseservice Kvikkerten Følg |
| Kontaktperson | Kirstine Emborg |
| Arbejdsadresse | Asylgade |
| Postnr.: | 8660 |
| Kommune | Skanderborg |
| Telefonnr. | 86511111 |
| ke@247ls.dk | |
| Ansøgningsfrist | 29/10/2026 |