Er du interesseret i forvaltningsret og retshåndhævelse, og er du klar til at tage fat på spændende juridiske udfordringer i praksis? Hos Energistyrelsen får du muligheden for at arbejde med konkrete tilsynsopgaver, juridisk sagsbehandling og politianmeldelser – alt sammen med et stærkt fokus på læring og udvikling. I Energistyrelsens team for Internationale Affaldstilsyn og klassificering fører vi tilsyn med, at transport af affald ind og ud af Danmark sker i overensstemmelse med danske og internationale regler. Det gør vi bl.a. ved at kontrollere, at transport af affald sker med de fornødne tilladelser, at affaldet behandles forsvarligt, og at affaldstransporter, der ikke lever op til reglerne, bliver sendt retur.
Du vil få en central rolle i Internationalt Affaldstilsyn og klassificering Som studentermedhjælper hos os får du en vigtig rolle i forhold til at sikre det nødvendige datagrundlag for vores tilsynsarbejde. Du får også lov til at være med til at identificere konkrete overtrædelser af reglerne. Derudover er du sammen med teamets jurister og andre studentermedhjælpere med til at sikre, at ulovlige transporter bliver anmeldt til politiet.
Vores kontor arbejder også med tilladelser til at importere og eksportere affald, og vi er en del af Center for Cirkulær Økonomi i Energistyrelsen, hvor der er ca. 140 medarbejdere. Sammen arbejder vi for at udvikle og understøtte den cirkulære økonomi – nationalt og internationalt. Affaldshåndtering, genanvendelse, forebyggelse af affald og regulering af import og eksport af affald er bare nogle af de vigtige dagsordener, vi beskæftiger os med.
Dine opgaver
Du bliver en del af et hold på 5 studenter, der hjælper os med opgaver som inkluderer:- Føre administrativt tilsyn med affaldstransporter, herunder inddatere oplysninger fra virksomheder om varslede transporter og føre kontrol med overholdelse af tilladelse m.v.
- Udarbejde politianmeldelser om overtrædelse af reglerne om transport af affald.
- Passe vagttelefon og håndtere forespørgsler fra virksomheder og andre interessenter.
- Diverse ad hoc-opgaver, herunder bistand til aktindsigtssager og pressehenvendelser m.m.
- Bistå med informationssøgning og juridisk research til brug i sagsbehandling og praksisudvikling.
Et studiejob med læringsmål Det er vigtigt for os, at du udvikler din faglighed som studentermedhjælper hos os. Derfor sørger vi for, at du får spændende udfordringer og god sparring med fokus på konkrete læringsmål:
- at blive fortrolig med de forvaltningsretlige spilleregler, og hvordan de fungerer i praksis,
- at kunne anvende den juridiske metode på konkrete faktiske oplysninger og
- at kunne identificere relevante retlige problemstillinger og formidle dem til andre
Kan du genkende dig selv i disse udsagn?
- Du er jurastuderende og har gennemført 1. år på jurastudiet.
- Du har interesse for offentlig forvaltning og retshåndhævelse.
- Du har lyst til at prøve kræfter med den juridiske metode i praksis.
- Du arbejder struktureret, selvstændigt og med en stor portion nysgerrighed.
- Du har en skarp analytisk tilgang til dine opgaver.
- Du er tryg ved at kommunikere på engelsk i skrift og tale.
- Du har lyst til at blive en vigtig del af arbejdet med internationalt affaldstilsyn.
Så håber vi, du vil melde dig på banen som kandidat til stillingen.
Vil du gerne høre mere? Så er du velkommen til at kontakte jurist Helle Heidtmann Andersen på tlf: 6119 2444
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK). For at blive ansat som studentermedhjælper, skal du dokumentere studieaktivitet.
Det kan under ansættelsen blive en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes til TTJ/HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen efter de til enhver tid gældende regler.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen. Der aftales faste mødedage, dog med mulighed for at aftale fleksible mødetider i eksamensperioder m.m.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Tjenestestedet vil være Lerchesgade 35, 5000 Odense.
Startdato er 1/10 2026 eller efter aftale.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis m.m.
senest d. 24. september 2026. Vi forventer at afholde samtaler snarest efter ansøgningsfristen.